§§ Mine rettigheder – dine rettigheder – VORES rettigheder §§§

I TILIOQ sætter vi i en række artikler fokus på FN’s handicapkonvention og hvad den helt konkret betyder for dig og mig i Grønland. Læs og lær om vores alles rettigheder.

Artikel 23: Alle har ret til en familie og et hjem

Personer med handicap har ret til at blive gift, være en del af en familie og få børn ligesom alle andre. Det bliver fastslået i artikel 23 i handicapkonventionen. Både handicapkonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention understreger at familielivet er en grundlæggende menneskeret. Vi har altså alle ret til at gifte os og få børn. Det gælder også for personer med handicap. Helt konkret betyder dette at Selvstyret skal sørge for at personer med handicap, som har børn, får støtte til at udfylde deres forældrerolle. Personer med handicap har altså ret til at få hjælp til at være forældre. Det kan for eksempel handle om praktiskhjælp til at bade et barn eller hjælp til at planlægge barnets hverdag.

 


Handicapkonventionen

Den 24. august 2009 trådte FN’s handicapkonvention i kraft i Grønland. Handicapkonventionen er en aftale, hvor Selvstyret forpligter sig til at sikre at personer med handicap får lige mulighed for alt dette og meget mere.

Handicapkonventionen er vigtig, fordi den har til formål at fremme, beskytte og sikre at ALLE personer med handicap fuldt ud kan nyde ALLE menneskerettigheder på lige fod med ALLE andre. Det vil sige at personer med handikap har krav på, og ret til at få samme muligheder som alle andre mennesker i samfundet. Det har selvstyret forpligtet sig på at arbejde for.


 

Artikel 23 i handicapkonventionen understreger at et barn ikke må fjernes, blot fordi en eller begge af barnets forældre har et handicap. Dette er altså ikke en lovlig begrundelse for at tvangsfjerne et barn. Artikel 23 understreger dog også at barnets bedste altid er det vigtigste. Dette kan være en svær balancegang. For på den ene side må man ikke tvangsfjerne et barn på grund forældrenes handicap, men barnets udvikling og velbefindende skal altid komme i første række.

Kutzner vs. Tyskland – Hvad er til barnets bedste

En sag fra Tyskland illustrerer dette dilemma tydeligt. I retssagen Kutzner v. Tyskland klagede et forældrepar til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over at deres 2 døtre var blevet tvangsfjernet. De klagede fordi de mente at det var imod retten til at have et familieliv. Forældreparret havde begge indlæringsvanskeligheder og børnene var blevet fjernet af en den tyske forældremyndighedsdomstol fordi forældreparret ikke havde den intellektuelle kapacitet til at opdrage deres børn ordentligt. Børnenes mentale og fysiske udvikling var langsommere en andre børns og på foranledning fra forældrene havde pigerne modtaget særlig hjælp og pædagogisk støtte siden de var små.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol undersøgte om forældrenes og børnenes ret til at have et familieliv var blevet overtrådt og om denne overtrædelse i så fald var til børnenes bedste. Domstolen fastslog først at der var sket en overtrædelse af forældrenes ret til at leve sammen med deres børn og børnenes ret til at bo sammen med deres forældre. Men dette kan være berettiget, hvis det er for børnenes bedste. Derfor undersøgte domstolen, om der var gjort nok for at hjælpe forældrene med at passe deres børn. Dommen fastslog, at den tyske stat ikke have gjort nok for at hjælpe forældreparret med at være forældre for deres børn. Derudover fastlog dommen, at tvangsfjernelse af børn, kun skulle ske som sidste udvej og altid skulle ses som en midlertidig løsning.

Eksemplet slår fast at det altid er statens ansvar at hjælpe forældre med handicap til at være de bedste forældre som muligt. Forældre med handicap har altså ret til hjælp og støtte, da dette som oftest både er til deres og barnets bedste.