Hårde fakta skal give en fælles pejlemærke for, hvordan vi kommer problemerne til livs

Den 23. januar 2019 har vi med stor interesse læst historien om en mor I AG, der kæmper for at give sin søn med tale vanskeligheder en god fremtid. Familien har allerede en udfordrende dagligdag, og oven i det skal de også kæmpe for at få den hjælp, de har krav på. Denne mors opråb er ikke enkeltstående. I oktober kunne vi også læse i medierne om en anden mor med de samme problemer. I går kom Ombudsmandens stærke kritik af en anden kommunes sagsbehandlingstid. Disse historier understøttes af de henvendelser vi får i Tilioq, som igen understøttes af tilsynsrapporten som Sermersooq Kommunen fik kritik for. Uhensigtsmæssigheder i sagsbehandlingen begrænser sig ikke til en kommune. Problemet findes i alle kommuner.

For nyligt kom det frem, at vi mangler tal på hvor mange mennesker, der lider af angst og depression. Vi kan kun støtte MIOs argumenter om at Grønland er nødt til at systematisere sin indsamling og analyse af data og statistik om befolkningen.

Dette problem går igen i det fleste områder inden for handicapområdet.

Vi har ikke tal på hvor mange børn med handicap går ud af skolen uden en adgangsgivende eksamen. Vi har ikke tal på hvor mange børn i specialklasser har et handicap. Vi har ikke engang tal på hvor mange personer lever med et handicap i landet. Kort sagt, vi mangler de hårde fakta. Uden dem er det svært at arbejde målrettet for at komme problemerne til livs.
Uden faktuel evidensbaseret viden om personer med handicap og deres levevilkår, ved vi ikke hvad og hvor store problemer vi har i Grønland. Vi kan som samfund ikke måle om vi skaber forandringer eller om vores ihærdigheder giver positiv udvikling i samfundet.

Det er svært at få politisk fokus på området uden fakta, som skal overbevise beslutningstagerne om problemernes omfang. Uden valid data famler beslutningstagere i blinde. For det er svært, at prioritere politiske indsatser og økonomiske midler, hvis vi ikke ved hvilke problemer der fylder mest i dagens Grønland.
I disse dage er befolkningstallet under stor diskussion i medierne. De førnævnte kvinder har begge tilkendegivet at de overvejer at flytte til Danmark i håb om at få bedre hjælp. Og heller ikke disse er enkeltstående historier.

Alle forældre ønsker at give deres børn gode vilkår, handicap eller ej. At feje problemet af med at vi er for få i landet til at skaffe den fornødne specialhjælp kan vi ikke bruge til noget. Grønland har ratificeret FN´s Handicapkonvention, og har derfor pligt til at personer med handicap ikke bliver diskrimineret på grund af et handicap.

Personer med handicap ønsker blot at leve deres liv og have de samme muligheder som alle andre personer, det samme ønsker har de pårørende. Derfor bliver vi alle nødt til at sænke paraderne – vi bliver nødt til at erkende problemerne – vi bliver nødt til at gøre det bedre, men igen – når vi ikke kender tallene og problemets omfang, så er det svært at se om de forskellige indsatser hjælper.

Vi må stå sammen, foreninger, organisationer, kommuner, Inatsisartut og Naalakkersuisut og lave en langsigtet helhedsorienteret handicappolitisk handlingsplan, der på baggrund af valid data sætter en fælles retning for hvordan handicapområdet skal udvikles. Kun ved fælles indsats kan vi sikre et fremtidigt Grønland hvor der er plads til alle. Et Grønland hvor dets indbyggere ikke føler sig tvunget til at rejse for at få den hjælp de har krav på.

Vi står naturligvis til rådighed for uddybning af eventuelle spørgsmål.

Med venlig hilsen

Handicaptalsmand
Christina Johnsen
info@tilioq.gl
Tlf.: 345090

Gå tilbage
Skip to content
Videre til værktøjslinje