Isoleret i hjemmmet: Kun i skole ti dage om året

Hans Mathias Pedersen er 11 år og diagnosticeret med den neuropsykiatriske lidelse ADHD og infantil autisme. Derforgår han i en specialklasse, som han begyndte i fra 3. klasse. Klassen er dog så urolig, at han ikke kommer i skole mere end cirka ti dage om året. Specialklassen er en lille klasse på omkring seks elever i alle aldre og med mange forskellige behov. Den ældste skal til afgangsprøve i år.
– Hans Mathias var bare en lille dreng på otte år, da han kom i samme klasse som 15-årige unge mænd i pubertetsalderen,
fortæller hans mor, Sofiannguaq Sloth Pedersen. Eleverne i specialklassen har helt forskellige problemer, og ikke alle har en diagnose.
– Man blander børn med forskellige udfordringer og diagnoser. Til at styre klassen er to lærere, der ikke er specialiseret i for eksempel autisme, siger hun. Klassen er en del af Atuarfik Hans Lynge, i daglig tale AHL, hvor specialklasseeleverne er tæt på de andre elever. Det er en stressfaktor. Derudover er specialklassen meget urolig. Hans Mathias kan slet ikke rumme at være i den. Derfor bliver han hjemme langt de fleste dage.
Hans Mathias blev født fem uger for tidligt. Han var ramt af sygdom i nyrerne og ingen vidste, om den lille dreng ville overleve. Men han var sej og kom igennem sygdommen og hjem med sin mor, Sofiannguaq Sloth Pedersen, til en
helt almindelig børne hverdag.
– Han startede som alle andre børn i vuggestue. Han var godt nok lidt bagud, men det følte jeg ikke dengang. Som mor er det meget svært at se, at ens barn har nogle problemer, fortæller Sofiannguaq. Venner havde han kun få af gennem vuggestue- og børnehavetiden. Det har ikke ændret sig. Han har én rigtig god ven, som går i samme specialklasse og har samme diagnose som ham.
– Han vil gerne se ham meget mere, men han kan ikke. Man så intet alarmerende i Hans Mathias’ adfærd de første seks år. Indtil han kom i skole.
– Det første år blev jeg ugentligt indkaldt til det ene og det andet møde med lærere og trinledere, siger hun.

Aha-øjeblikketSofiannguaq Sloth Pedersen kunne ikke forstå hendes søns skolesituation.
– Derhjemme var han stille og rolig. En god dreng der gjorde, hvad der blev bedt om. Det er han stadig, når forholdene
er til det. Han er det bedste barn, man kan ønske sig, understreger hun.
Men i skolen kunne han få store raserianfald. Det skete, når han ikke følte sig forstået. Så blev han sur og nægtede at
deltage i undervisningen eller gik ud af klassen.
Sofiannguaq arbejdede dengang som anstaltsbetjent og blev i den forbindelse sendt på et kursus om ADHD og ADD. Der var der nogle brikker, der faldt på plads. På det tidspunkt gik hendes søn i 1. klasse. Hun ringede ned til lægeklinikken og bad om at få sin søn udredt.
Der fik han diagnosen ADHD, og derfra kunne de begynde at tilpasse livet for Hans Mathias, der fik en støtteperson i skolen. Men det løste ikke alle problemer, og da han gik i 2. klasse, sagde Sofiannguaqs far, som er læge, at hun skulle prøve at få ham udredt for autisme.
– Han vidste jo, hvad han snakkede om, så vi gik igennem hele møllen igen, fortæller hun. Denne gang fik de diagnosen infantil
autisme. Det resulterede i mere hjælp og overførsel til specialklassen.
Hans Mathias snakker i dag udelukkende engelsk. Da han gik i 1. klasse, snakkede han udelukkende grønlandsk
og i 2. klasse, skiftede han til dansk, men siden 3. klasse har han kun snakket engelsk.

Vigtigt netværkSofiannguaq Sloth Pedersen ved godt, at skolen og lærerne vil det bedste for hendes søn.
– Men de ved ikke hvordan, siger hun. Det betyder også, at der ikke er undervisning som sådan i klassen.
– De sidder og laver modellervoks, leger med garn og tegner. Selv min søn forstår ikke, at han skal i skole, når han ikke lærer noget, siger hun.
I dag har han sin storesøster, Sandy, som støtteperson, fordi det er så svært at finde egnede støttepersoner. Før var det Sofiannguaqs kæreste, Brian , der var støtteperson, men da pengene blev for små i familien, måtte han tilbage på arbejdsmarkedet.
– Lønnen som støtteperson er simpelthen for lav. Det kan ikke svare sig for voksne at være støtteperson, siger hun. Derudover har hun erfaring med, at støttepersoner blev anset som ekstra hjælp til hele daginstitutionen og faktisk ikke måtte blive, hvis hjælpen kun gik til barnet, som støttepersonen rent faktisk var ansat til at holde fokus på.
Heldigvis kunne Sandy tage over efter Sofiannguaqs kæreste. Sandy bor stadig hjemme, så på den måde kan økonomien
hænge sammen for hende.
– Jeg er heldig, at min datter vil være støtteperson for ham, men det er stadigvæk et kæmpe problem. For hvad kan vi bruge det til, havde jeg nær sagt, når han ikke kan komme i skole og få den undervisning, han skal have. Den får han ikke og de få gange, han er dernede, så er der ikke noget for ham, siger hun. 

Unødvendige forhindringer
Sofiannguaq Sloth Pedersen er på det rene med, at skolen prøver at tilpasse sig. Men det sker på baggrund af uvidenhed.
Manglende viden betyder misforståelser.
– De har lavet en lille skillevæg, men så sidder han med ryggen til lærerne. I et mørkt lille hjørne, hvor han kan sidde for sig selv i fire skoletimer og tegne, siger hun. Uvidenheden resulterer også i unødvendige forhindringer.
– Hvis mit barn er velforberedt på, hvad der skal ske i løbet af skoledagen, så kan han sagtens deltage i undervisningstimerne.
ADHD betyder, at han ikke har motivation, så der skal være engulerod for enden af målet. Guleroden er, at han skal kunne det samme som andre børn, i stedet for at demotivere ham og uden forståelse lade ham tage lektier med hjem, som de andre elever ikke skal, siger Sofiannguaq.
Hun så gerne, at der blev sat ressourcer af, så specialklasselærere kunne få noget specialviden og dermed få redskaber
til at håndtere hver enkelt elev.
– Det ville hjælpe, hvis lærerne fik kursus i, hvad de skal være opmærksomme på. Der er nogle fællestræk for de forskellige autister, og det kan man få viden om. Det kræver bare, at lærerne får lov til at komme på kursus, siger hun.
Det er ikke fordi, kurserne ikke findes. De er der, det ved Sofiannguaq af egen personlig erfaring. Hun har selv været
på flere forældrekurser om autisme, hvor hun har lært utrolig meget om diagnosen.
Hendes utilfredshed går hele vejen rundt: fra kommunen til skolen og lærerne.
– Der bliver ikke set på det individuelle barn, siger hun og erkender, at det er hårdt.
– Min søn kan ikke få det samme som andre børn. Som det kører nu, vil Hans Mathias aldrig kunne klare folkeskolens
afgangsprøve. Det kommer ikke til at ske. Som det er nu, vil han aldrig få sig en uddannelse. Der skal noget helt andet til ham, men hvad det skal være, ved jeg faktisk ikke, siger hun.

Sofianguaq Sloth Pedersen kræver en hånd fra politikere til kommunalvalget for at sikre skolegang for børn med handicap. Se mere her: https://www.niik.gl/Kommunalvalg-2021/Skole