Kommunerne lever ikke op til loven, men har de fået chancen?

Et år efter at loven om støtte til personer med handicap trådte i kraft, er der stadig mangeuafklarede spørgsmål om lovens implementering både hos borgerne og kommunerne,

Det er nu et år siden, at en ny lov om støtte til personer med handicap trådte i kraft. Tre ud af fem kommuner har udarbejdet en officiel handicappolitik, to ud af ffem kommuner har ansat bisiddere, som kan støtte borgerne under sagsbehandlingen, og en ud af fem kommuner har et fungerende handicapråd. Handicappolitik, handicapråd og bisidder erellers tiltag, som loven har pålagt kommunerne.

Tilioq har interviewet kommunale medarbejdere på handicapområdet i alle fem kommuner om, hvordan det
går med at implementere den nye lov. De kommunale medarbejder, om det er fagchefer eller sagsbehandlere, siger
alle, at det har været og til stadighed er meget svært at implementere dele af loven. De lægger særligt vægt på, at
der er retningslinjer som Selvstyret har ansvaret for, der ikke er færdige endnu. For eksempel er der endnu ikke en uddannelse til handicapbisiddere og oplæringen i loven kom først efter den trådte i kraft.

-Det er ligesom at arbejde med en opskrift, hvor der bare står ingredienser men ingen forklaring på, hvad fremgangsmåden er, fortæller en kommunal medarbejder. De kommunale medarbejdere oplever, at det er meget svært at få den juridiske vejledning fra Selvstyret, som de har behov for. Den vejledning, som kommunerne har modtaget fra Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Anliggender, er stadig i dag et udkast, og flere kommuner er derfor i tvivl, om det kan betale sig at begynde at implementere loven herefter.

-Det føles lidt, som om vi er overladt til os selv, siger en kommunal medarbejder.

Uklarhed og manglende tilbud påvirker sagsbehandlingen

Overordnet er de kommunale medarbejdere positive overfor tankegangen i den nye lov. Loven giver mulighed for bedre og hurtigere støtte til personer med handicap, da de ikke skal vente på at blive registreret før, de kan få tildelt hjælpemidler og støtte.

Det er langt mindre stigmatiserende. – Jeg synes, det er godt, at vi kommer ud over hele det der med, at du er handicappet. Det er mere det her med, at du står med et behov, fortæller en kommunal medarbejder. Men den nye måde at tænke handicap på, har også givet nye udfordringer for kommunerne.

For hvordan definerer man, om en borger har et handicap, når det ikke registreres? Hvornår skal en ældre borger have lavet en stor udredning og handleplan, og hvornår skal borgeren bare have et hjælpemiddel til sit gangbesvær? Dette er blot nogle af de dilemmaer som sagsbehandlerne står overfor, og som de ikke oplever at have fået tilstrækkelig hjælp til at afklare. Nogle af fagcheferne fortæller også, at de medarbejdere, som har arbejdet længe på handicapområdet, stadig kan have svært ved at slippe idéen om handicapregistrering.

Dette i sammenspil med at der er områder i vejledningen til loven, som stadig er meget uklare, gør det svært for sagsbehandlerne at vurdere den enkelte sag. Det er også fordi, at sagsbehandlerne har svært ved at vænne sig til, at det er en ny lovgivning. Man kan næsten ikke komme ud af det her med, om man er omfattet (registreret som en person med en vidtgående handicap, red.) eller, altså det er en ny tankegang. Og det er også en kulturforandring at skullesagsbehandle under det her, fortæller en kommunal medarbejder.

Gruppen af borgere, som kan søge støtte på grund af en funktionsnedsættelse, er blevet væsentlig større med
den nye lov. Dette sikrer muligheden for hjælp til flere, men de kommunale medarbejder fortæller, at der ikke nødvendigvis er fulgt flere ressourcer eller flere tilbud med. Der er flere borgere, der nu kan få hjælp fra loven, men det betyder jo ikke
nødvendigvis, at der er kommet flere støttepersoner i kommunen eller nye særlige hjælpemidler, fortæller en kommunal medarbejder.

Sagsbehandlerne oplever særligt at den nye lovgivning åbner op for støttemuligheder for flere personer med psykiske handicap, men der er ikke kommet nye tilbud til dem. De oplever at de ikke altid kan give borgere den støtte, de har ret til. De kommunale fysio- og ergoterapeuter er i høj grad fokuseret på de fysiske handicap, og flere kommunale medarbejder fortæller, at de ikke har de rigtige hjælpemidler til at håndtere sager om psykiske handicap.

En helhedsorienteret indsats?Den nye lovgivning har fokus på det hele menneske og derfor fremgår det klart af loven, at der skal være en helhedsorienteret og koordineret støtte til borgere med handicap. Det gennemgribende som de kommunale medarbejder fortæller er, at det er svært at sikre den helhedsorienteret indsats for borgere med handicap. Det er der flere grunde til.

Særligt påpeges det, at skole og sundhedsområdet ikke har fået en grundig indføring i loven. Dette kan gøre samarbejdet mellem de forskellige sektorer svært, hvilket i sidste ende gør at borgeren sidder fast imellem de to instanser.
Forvaltningen kan ikke alene løfte den nye lov når fx sundhedsvæsenet stadig tænker og arbejder ud fra den gamle
lovgivning.

-Jeg har fået mange henvendelser fra borgere og læger, der taler om handicapregistrering, pointere en kommunal medarbejder. Det er ofte udadreagerende borgere, som kan være meget svære at finde plads til. Og det er ikke beskrevet, hvem der skal tage ansvaret. Her kommer næsten alle kommuner med eksempler på personer med handicap, der stadig
venter på et døgntilbud, og hvor hverken kommunen eller sundhedsvæsenet har noget tilbud til borgeren i ventetiden.

Jeg har i hvert fald tre borgere lige nu, hvor de enten venter på et tilbud i Grønland, eller også er der ikke noget tilbud i Grønland. Og det er typisk borgere med skizofreni, autisme og ADHD. Ligeledes gælder det at eksterne samarbejdspartnere (virksomheder, fritidstilbud og skoler) stadig ser handicappet før personen. Sagsbehandlerne oplever at fritidsklubber kræver at en borger først skal have en støtteperson før de må komme ind i klubben. Der er altså stor mangel på bevidstgørelse
ude i samfundet for at tiltagende som sagsbehandlerne tager, kan virke. Det er meget frustrerende at få dem
til at forstå, at et barn med handicap er et barn som alle andre, fortæller en kommunal medarbejder.

Koordination og den helhedsorienteret indsat er også svær at sikre internt i kommunerne, da sager om personer med handicap kan gå under flere lovgivninger. Her kan det være svært at afgøre om det handicapafdelingen eller en af de andre afdelinger, der skal tage ansvaret for borgeren.

-Jeg synes også tit, at der går et eller andet galt, når det er en kombination af flere lovgivninger. For eksempel en sag om værgemål for børn. Er det så handicaplovgivningen eller børnelovgivningen. For der står ikke rigtig konkret i nogle af dem, fortæller en kommunal medarbejder.

Stort potentiale for at personer med handicap kan få mere indflydelse

Handicapråd og handicappolitik er vigtige dele af lovgivningen. Det er her personer med handicap sikres plads i de demokratiske processer. Hvis der ønskes at skabe de bedste løsninger for personer med handicap, må der også sikres, at de bliver hørt og har indflydelse. De skal høres når der skal bygges nye skoler, indrettes handicapvenlige boliger, når der skal udvikles nye fritidstilbud, når der skal laves aftaler om adgang til træningsfaciliteter og når der skal investeres i nye arbejdspladser.

Bisiddere kan også give borgeren mere medbestemmelse og selvstændighed fx kan det betyde, at de ikke skal have en pårørende med hver gang, de skal i kontakt med kommunen. De kommuner der allerede har ansat bisiddere, oplever, at det kan være en hjælp for både kommune og borgere. Personer med handicap kan have kognitive udfordringer, der giver dem problemer med at huske. De kan have pårørende, der ikke kan fungere som deres støtte, eller de kan have behov for hjælp til at forstå, deres afgørelser i komplicerede sager. Det er netop her en bisidder kan være til hjælp.

En af konsekvenserne ved, at man ikke har fundet en løsning til at uddanne bisiddere er, at disse kun er blevet rekrutteret i de større byer. Her har man kunne finde personer til jobbet, som ved så meget om emnet, at de kan ansættes uden en oplæring. Der er altså stor forskel på hvilken hjælp du får, alt efter hvor du bor i landet. Selvom personer med handicap ikke længere skal registreres for at få hjælp og støtte skal støtten stadig komme fra et kommunalt system, der tænker meget administrativt. Det er tydeligt fra interviews med kommunale medarbejdere, at de ikke har fået den tilstrækkelige hjælp til at omstille medarbejdere såvel som systemet til at tænke mere helhedsorienteret og mindre administrativt, når det gælder handicapområdet.