Kronik: Plads til alle

For præcis 10 år siden overtog kommunerne ansvaret for handicapområdet.
Det er i kommunerne, at folk bor, arbejder og lever. Kommunernes politik på handicapområdet er derfor helt afgørende,
og kommunalvalget er dermed en fantastisk mulighed for at sætte ligestilling for personer med handicap på dagsordenen.
For et år siden fik vi en ny handicaplov.
Den nye lov forpligter kommunerne til at give den støtte, der skal til for at kompensere for de barrierer, der forhindrer at personer med handicap kan leve et liv som alle andre. Men der er stort set ikke sket noget.
Reglerne er på plads, men det er afgørende, at kommunerne nu tager ansvaret alvorligt og handler. Det er mindst lige så afgørende at kommunerne får den helt nødvendige støtte fra Naalakkersuisut.
Hvad skal der så til for, at mennesker med handicap bliver ligestillet med andre? Vi udfordrer kommunalpolitikerne
til at »give os fem« for ligestilling, når det kommer til arbejde, skole, bolig, fritid og sundhed.

Giv os et inkluderende arbejdsliv!                                                                                                                                                            

Det er meget svært for personer med handicap at komme ind på arbejdsmarkedet.Vi mangler ofte uddannelse, og der er mangel på fleksjob, skånejob og andre tilbud, som kan sikre, at personer med handicap får mulighed for at indgå på det ordinære arbejdsmarked. Omvendt er det særdeles vanskeligt at blivepå arbejdsmarkedet, hvis man rammes af en sygdom eller andet, der medfører et handicap. 

Mange diskrimineres ved at arbejdsgivere nægter at lave rimelige tilpasninger. Alt dette betyder, at personer med handicap gang på gang placeres på passiv offentlig forsørgelse uden mulighed for at bidrage til samfundet og få et meningsfyldt liv. Personer med handicap kan være afhængige af tilpasning af arbejdspladsen. Adgang til arbejdspladsen og bygningernes indretning er vigtig, men for mange er det også afgørende at tilpasse arbejdsopgaver og arbejdssituationen.

Informationsteknologi og andre hjælpemidler kan bidrage til en sådan rimelig tilpasning. Mangel på deltidsstillinger og tilpasset arbejde er en udfordring for mange personer med handicap, der ikke er i stand til at udfylde en stilling på ordinære vilkår. Kommunerne er en stor arbejdsgiver, og det vil gøre en stor forskel for inklusion, hvis kommunerne tager ansvar og beskæftiger flere personer med handicap. Kommunerne bør fastsætte et minimums mål for, hvor stor en andel af kommunens ansatte, der skal være personer med handicap.

Der skal i Majoriaq være faglig kapacitet og fokus på personer med handicap Især revalidering med indledende afklaringsforløb samt fleksjob er vigtige værktøjer til at komme ind på arbejdsmarkedet. Det skal være muligt at lave lange individuelt tilpassede forløb til dem, der har brug for det for at opnå permanent ordinært arbejde.

Kommunerne bør støtte og motivere virksomheder til mangfoldighed og inklusion. Arbejdsgiverne har en nøglerolle i at skabe et mere inkluderende arbejdsmarked. Majoriaq og arbejdsgiverforeningerne bør mødes jævnligt for at fastlægge, hvordan barriere nedbrydes. Det er vigtigt at kommunerne tilbyder systemer og ressourcer, der understøtter virksomhederne i ansættelsesprocessen, men også til at tage sig af den enkelte medarbejder, der har brug for tilpasning eller en mentor. Midlertidige og permanente løntilskud er instrumenter for arbejdsgivere, der ansætter mennesker med nedsat arbejdskapacitet.

Giv os en inkluderende folkeskole!

Skolen er ikke kun et rum for læring, men også for socialisering og selvforståelse.
At være en del af et fællesskab med sine jævnaldrende er helt afgørende for resten af livet. Det handler om noget så vigtigt som muligheden for at leve et ligeværdigt liv og træffe sine egne valg.
Mange børn og unge med handicap oplever barrierer i skolen, der forhindrer dem i at udnytte deres evner fuldt ud.
Det kan være, at skolen ikke er tilgængelig eller indrettet ordentligt, at skolen ikke er i stand til at tilpasse undervisningen
til den enkelte, eller at specialundervisningen er dårlig og foregår på en måde, der adskiller børnene fra skolens fællesskab. Børn med handicap udsættes oftere for mobning og udstødelse og får ikke altid mulighed for at deltage i skolens andre aktiviteter på lige fod med de øvrige elever. Det fører til dårlig mental sundhed og dårlige læringsresultater.
Alle elever har ret til at få en afgangsprøve efter folkeskolen, men det sker ofte ikke for elever i specialklassen. Eleven
mangler dermed dokumentation for sin viden og færdigheder.
Kommunerne må sørge for at folkeskolen har nok kompetente undervisere og støttepersoner, samt at ledelsen kender børn med handicaps rettigheder.

Giv os en inkluderende boligpolitik!

Valgmulighederne for personer med handicap på boligmarkedet er begrænset. Kun en meget lille del af boligmassen er fysisk tilgængelig, og stort set ingen bor i en bolig, hvor alle centrale rum er kørestolsvenlige. Mange har begrænsede muligheder for at besøge andre og have et socialt liv. Kommunerne skal sørge for, at der er tilstrækkeligt med botilbud til dem, der ikke kan bo selv. Mange personer placeres i gamle og nedslidte boenheder og med bofæller, som de intet har tilfælles med andet end, at de har et handicap.
Kommunerne skal give et inkluderende boligtilbud, der sikrer at personer med handicap kan vælge, hvordan de vil bo, og med hvem de vil bo. Mange kommuner tilbyder ikke tilskud til tilpasning af private boliger, eller også dækker tilskuddet ikke behovet. Det er vigtig for personer, der får et handicap, at de har valget om at blive i eget hjem. Dette kræver ofte støtte til at tilpasse en bolig.

Giv os en fritid,

hvor vi kan deltage, på lige vilkår!Adgang til en stimulerende fritid er vigtig for alle, men mennesker med handicap er i høj grad udelukket fra steder som caféer, restauranter, natklubber, sportshaller, biografer samt forsamlings- og kulturhuse. Fysisk tilgængelige lokaler og udendørs arealer er vigtige, men det er også vigtigt at tilpasse fritids- og kulturindhold gennem brug af teknologi, støttepersoner og skriftlig-, syns- og tegnsprogstolkning. Der mangler viden og bevidsthed om tilpasning for forskellige grupper.
En velfungerende ledsagerordning er meget vigtig for dem, der har brug for hjælp. Der er store kommunale forskelle i praksis med bevilling af ledsager, og ikke mange fritids- og kulturarrangører er bekendt med ordningen.

Giv os habilitering og rehabilitering!

Habilitering og rehabilitering bidrager til et bedre funktionsniveau og dermed til, at man bedre kan klare livet med et handicap. Mange er afhængige af rehabilitering enten efter et hospitalsophold eller for at opretholde deres funktionsniveau. Habilitering og rehabilitering hjælper også med at modvirke forværring af tilstanden og eventuel genindlæggelse
på hospitalet. At sikre personer med handicap en meningsfuld hverdag og bedst muligt funktionsniveau er med til at skabe værdi både for den enkelte og for samfundet.
Mange borgere får ikke habilitering og rehabilitering i deres kommune, selvom de har behov for det. Det kan føre til forværring af tilstanden og dårligere livskvalitet. Kommunerne prioriterer ikke dette område. Årsagerne til den lave prioritet er komplekse; Det er bl.a. dårlig faglig kapacitet, ringe politisk opmærksomhed, svag økonomi og dårlig
koordinering. Lav habiliterings- og rehabiliteringsaktivitet i kommunen kan have negative følgevirkninger både for den enkelte og for samfundet. Når borgere har dårligt helbred og nedsat funktionsniveau, kan det øge behovet for og presset på andre sundheds- og plejetjenester. Rehabilitering betaler sig, fordi det holder borgere sundere og mere selvhjulpne
– og det skal være et vigtigt mål for sundheds- og plejesektoren. Kommunerne skal sikre, at der er tilstrækkelig fagpersonale på området, at der sker en god koordinering mellem dem, der leverer habilitering og rehabilitering, og der også koordineres med sundhedsvæsenet 

Holdningsændring, kompetenceløft og ny opgavefordeling

Der er, som det fremgår, rigtig meget at tage fat i. Mange forbedringer kan straks sættes i værk – andre kræver et langt sejt træk. Men det er en forudsætning, at der sker et holdningsskift i synet på personer med handicap både hos myndighederne og i resten af samfundet. Myndighederne skal se borgeren som en ressource frem for et problem.
Det er ikke borgeren, der er problemet. Men samfundet, skal indrettes til at rumme borgeren. Myndigheden skal derfor tilbyde støtte til at kompensere for de barrierer borgeren møder hjemme, i fritiden og på arbejdspladsen.
Vi har langt om længe fået en god lovgivning, men Naalakkersuisut og herunder Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Anliggender har ikke givet kommunerne den støtte og de ressourcer, de skal bruge for at kunne leve op til lovgivningen. Naalakkersuisut må prioritere området, og kommunerne må blive bedre til at stille krav til Naalakkersuisut.
Ingen kan leve med situationen, som den er nu. Hvis der ikke snart sker markante forbedringer, bør vi drøfte om kommunerne fortsat er de rette til at varetage handicapområdet.