Tilioq udgiver børnebogen: Rosas lillebror har et handicap

03.12.2020

Tilioq udgiver i samarbejde med forfatteren Anette Hviid Thomsen børnebogen ”Rosas lillebror har et handicap” på FN’s handicapdag d. 3. december.  Bogen skal deles ud til landets folkeskoler og biblioteker.

-Vi er glade for, at vi i forbindelse med FN’s dag for personer med handicap, kan udgive børnebogen ”Rosas lillebror har et handicap” og sætte fokus på det vigtige budskab om, at vi alle er lige meget værd som mennesker, siger Handicaptalsmanden Christina Johnsen.

Grønland har i forhold til FN’s handicapkonvention forpligtet sig til at oplyse om handicap for at modarbejde fordomme, samt arbejde for at samfundet respekterer personer med handicap.  Denne oplysning skal også målrettes de yngste borgere i samfundet. Tilioq har inviteret en skoleklasse i Sisimiut til en oplæsning af ”Rosas lillebror har et handicap” og en snak om, at vi skal have plads til alle over saft og kage. 

Der er desværre stadig mange fordomme mod personer med handicap. Børn har et åbent sind og er lærenemme, derfor synes vi, at det er vigtigt, at de lærer at alle mennesker er forskellige, men er lige meget værd. Og at vi alle har brug for en ven, siger Christina Johnsen.

Om ”Rosas lillebror har et handicap"

Bogens budskab er at der skal være plads til alle børn og at alle uanset handicap eller ej, ønsker at blive accepteret, anerkendt og have venner. Med bogen vil følge en vejledning samt undervisningsmateriale, som lærerne kan bruge som inspiration til, hvordan bogen kan bruges som udgangspunkt for en snak omkring det at have et handicap i yngste og mellemtrinnet. På denne måde vil bogen nedbryde tabuer og uvidenhed omkring livet med et handicap og fremme forståelse og åbenhed blandt de grønlandske børn. For som der står i bogens s.15 så skal man:

”… ikke grine af andre. Man er, som man er, og man er god nok, lige meget hvordan man ser ud. Det er vigtigt at behandle alle mennesker godt og med respekt.”

Det er bogens vigtigste budskab og det budskab vil den sprede fra by til bygd i Grønland. Bogen og materialet vil blive sendt ud til alle folkeskoler samt biblioteker i begyndelsen af 2021.

Om forfatteren Anette Hvid Thomsen

 

Anette har været socialpædagog siden 1996 og er uddannet fra Slagelse Seminariet. Både under sin studietid og efterfølgende, har hendes hjerte banket for de svageste og mest udsatte borgere i samfundet.

Anette har gennem alle årene, haft tæt kontakt i sin daglige praksis til grønlandske borgere med handicap. Deres vilkår og udfordringer i et fremmed land, langt fra familie, sprog og kultur, har ligget Anette særligt på sinde.  

Anette har boet i Grønland 10 år af sin barndom, da hendes far valgte at tage herop og arbejde som lærer i slutningen af ’70erne.

 

Anette har ønsket gennem denne bog at give en stemme for personer med handicap, som sjældent bliver hørt og ofte nedprioriteret i en hverdag med mange politiske prioriteringer på det sociale område.

– Det er en stor drøm, som med udgivelse af bogen, går i opfyldelse. Det er mit hjertebarn, som skal udgives. Alle personerne og deres skæbner, som er repræsenteret i bogen, kender jeg. Dette er en måde at give en udsat gruppe en stemme, som jeg ved, at andre organisationer i Grønland også arbejder dedikeret med. Dette er mit bidrag til udviklingen på handicapområdet.

 

Tak til Tips og Lotto-midlerne for at støtte udgivelsen af Rosas bror har et handicap.