Det skete i handicaptalsmandsinstitutionen

Den 1. november har vi eksisteret i 12 måneder. 12 travle og hektiske måneder. Vi har fået sekretariatet op at køre og alle 4 stillinger er besat. Vi synes selv at vi er et rigtig godt og produktivt lille team, med en masse gode ideer og en masse stærke sider.

Alle har haft rigtig travlt og alle har været gode til at bidrage med noget.

Vi har lavet et årshjul og planer for de næste tre år. Vi har udtænkt strategier. Vi har rodet med budget og fået nogle regnskabs- og lønningsprogrammer som skulle læres. Vi har brugt tid på vores hjemmeside, som næsten er helt oppe at køre nu. Vi mangler bare lige det sidste for at få vores forum op at køre. Vi håber, at borgere med handicap og deres pårørende kan bruge det til at dele udfordringer og erfaringer.

Kontakt med borgere
Vi har besvaret rigtig mange henvendelser og vi har brugt virkelig mange timer i telefonen. Vi er taknemmelige for den store tillid borgerne viser os. Den ærlighed vi møder og viden vi får. Men vi er oprigtigt kede af grundene til de lange samtaler, der jo viser, at der er store problemer i den behandling de har fået hos myndighederne.

Møder og networking
Vi har holdt møder med blandt andet politikere, støttepersonkoordinatorer, kommuner, psykologer og andre gode fagpersoner. Vi har mødtes med Pissassarfik og har styrket vores samarbejde.

I august havde vi en masse spændende mennesker på besøg, som i kan læse om længere nede i nyhedsbrevet.

Starten af oktober bød på en lille tur til Nuuk, hvor Handicaptalsmanden deltog i en del møder med blandt andet socialstyrelsen. Der blev heldigvis også tid til at mødes med en masse Inatsisartut medlemmer, der gerne ville høre om vores arbejde i Tilioq, vores planer, vores udfordringer og ikke mindst vores økonomi (eller mangel på samme).

Derudover som I nok har lagt mærke til, har vi fyldt meget i pressen, hvor vi blandt andet opfordrede kommunerne til, at kigge sig selv i sømmene i forhold til sagsbehandling af handicapområdet.

Fokus på oplysning og kommunikation
Vi har stillet op til Sisimiut TV-s lille serie om en arbejdsplads. Tv-serien belyser handicaptalsmandsinstitutionens arbejde, men også hvordan det er at leve med et handicap. I kan se den her: http://tilioq.gl/da/2018/06/12/udsendelsesserie-om-tilioq/

Vi har også lige lanceret vores kampagne: ”Jeg er ikke mit handicap” på vores facebookside. Vi synes kampagnen er rigtig flot og god. Vi forsøger at vise, at vi alle sammen er forskellige – med eller uden et handicap og at personer med handicap også har noget at byde på.

Seminar og konference skal sætte fokus på handicapkonventionen
I efteråret fyldte planlægningen af vores seminar og konference også meget. Vi  har været spændte på til at se repræsentanter fra alle handicaporganisationerne her i Sisimiut   Der kom gæster helt fra Ilulissat i nord, Nanortalik i syd, Ittoqqortoomiit i øst og hele resten af Grønland. Derudover fik vi også et par gæster fra Danmark. Det bliver rigtig spændende.

Hvad fremtiden bringer
Vi kan ikke se ind i fremtiden, men vi har flere spændende projekter i støbeskeen som vi ikke kan røbe noget om lige nu. Men glæd jer og sørg for at følge med på vores hjemmeside og på facebook så i kan holde jer opdatere om vores projekter og planer.