Marita er en rollemodel

Vil hjælpe andre i samme situation:

I 2013 kom Marita ud for en skæbnesvanger ulykke, der resulterede i amputation af det halve ben.
Hun endte i en krise, men fik med hjælp fra en lærer atter styr på livet og er netop dimitteret fra universitetet.

-Marita Jessens store ønske er at skabe udvikling i hele Grønland, men det er kun Nuuk og Sisimiut, der er nogenlunde handicapvenlige, så jobbet skal være i en af de to byer.

Læs artiklen fra “Bedre vilkår for personer med handicap”

kvinde i nationaldragt med armene i vejret, med en rose og et diplom i hænderne
Et billede af Marita Jessen fra dimissionen på universitetet, foto af Leiff Josefsen

Det er mindre end en måned siden (februar 2021), at 29-årige Marita Jessen fra Sisimiut fik bevis på sin uddannelse som socialrådgiver på universitetet i Nuuk.

– Jeg troede ellers, at mit liv ville blive lettere, når jeg blev færdig. Men det er anderledes, end jeg forestillede mig.
Jeg har stadig en masse bekymringer, siger hun og tager en dyb indånding. Hun er bekymret for, om hun bliver fravalgt til stillinger, som hun er kompetent til, alene på grund af sit handicap. Bekymringerne går blandt andet på, hvordan det bliver at flytte tilbage til Sisimiut.

Da hun i sin tid rejste til Nuuk for at studere, måtte hun selv finde ud af hvor hun kunne få hjælpe og hvilken myndighed, der kunne hjælpe hende. Og nu skal hun så starte forfra igen i Sisimiut.

Ulykkerne
Marita fik amputeret sit venstre ben til lige under knæet i 2013. Dengang boede hun i Ilulissat, hvor hun var godt i
gang med en uddannelse som socialpædagog. Uheldet var ude efter hende, og hun faldt ad to omgange med et
halvt års mellemrum og smadrede sit knæ. Anden gang mærkede hun førligheden forsvinde, først fra tæerne og så
videre ned gennem resten af foden og til sidst op gennem underbenet.

– Lægen havde fået fri den dag, og sygeplejerskerne ville ikke ringe en vagtlæge op, selvom jeg bad om det flere gange, så jeg blev først tjekket næste formiddag. Lægen troede ikke på mig i første omgang, først da jeg ikke mærkede, at jeg blev stukket med en stor nål, blev der reageret, fortælle  hun.

Derefter blev hun sendt til Nuuk, hvor hun blev opereret. Håbet var stort, og bekymringerne små. Desværre vågnede
hun næste dag, uden forbedring. En overflytning til Rigshospitalet i København var nødvendig. Her fulgte en nedslående
besked: Benet måtte amputeres.

– Jeg var lige fyldt 22 år, så jeg blev vred og chokeret. Vreden kan stadig komme i dag, men det er heldigvis ikke længere altoverskyggende, siger hun.

Skubbet
Marita Jessen havde på det tidspunkt gået på socialpædagoguddannelsen i halvandet år, men blev nødt til at droppe ud.
– Da jeg kom hjem til Sisimiut, kunne jeg ikke gå, men måtte passivt se ud på alle de steder, hvor jeg plejede at komme.
Jeg røg ned i et sort hul, fortæller hun. 

Hun var på det tidspunkt parat til at påtage sig et arbejde, men hendes sagsbehandlere var usikre på, hvilket job, der passede til en kørestolsbruger, fortæller hun. Midt i den dystre periode opstod der heldigvis en ny chance. En lærer, Marita havde haft på GU, ændrede hendes liv.

Vedkommende var blevet lærer på Knud Rasmussens Højskole og sagde, at der var plads til tre personer med handicap
til en ny skolestart i august. Hun lod sig overtale af den insisterende lærer, og hun blev optaget. Hun fik sig dog noget af en overraskelse, da hun kom ind.

– Bygningen var slet ikke handicapvenlig, og i begyndelsen måtte jeg bede om hjælp til at komme omkring. Så da der kom politikere på besøg, forklarede jeg, hvor uhensigtsmæssig bygningen var for personer med handicap, fortæller hun.

I dag er skolen blevet ombygget og egner sig til personer med funktionsnedsættelse. På højskolen blev Marita præsenteret
for flere delmål af lærerne. For eksempel at hun selv skulle gå op og ned af trapper. Det kastede Marita ud i et angstanfald, men også det overkom hun. Herefter ventede endnu en prøvelse. Lærerne bad hende sende en ansøgning ud til en uddannelsesinstitution.

– Jeg kom virkelig ud af min komfort zone, for at sende den ansøgning, erindrer hun. Hun valgte at søge på socialrådgiver- uddannelsen, fordi hendes ønske var og er at hjælpe folk i lignende situationer, som hun selv har stået i.

Ansvar
Marita Jessens har haft mange problemer med myndighederne. – Ingen myndigheder samarbejdede om mig. Jeg blev sendt frem og tilbage og ingen ville tage ansvar. Hverken skole, kommunerne eller Selvstyret. Så jeg måtte selv undersøge al lovgivning og fortælle hver enkelt myndighed, hvad deres ansvarsområde var i forhold til mig og mit handicap, siger hun.

Blandt andet var det en kamp at finde ud af, hvem der skulle betale for rejsen til Nuuk. Da hun kom til Nuuk, blev hun installeret i et kollegie, der absolut ikke var handicapvenligt. Der var så dårlig tilgængelighed, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle komme ind i bygningen.

– Om vinteren skulle jeg også bruge kræfter på at finde ud af, om det var KAF eller kommunen, der skulle skovle sne, så jeg kunne komme ud af min dør. – Hvis min minicrosser gik i stykker, skulle jeg finde ud af hvem, der skulle betale for reparationen. Det samme hvis hjulet på min kørestol gik i stykker.

– Der var aldrig nogle af myndighederne, der gav udtryk for at ville hjælpe. Jeg blev altid sendt videre til en anden myndighed. Indtil jeg selv fortalte dem, at det ifølge lovgivningen var deres ansvar med den bevilling, de havde, fortæller Marita, der i dag også har fået sig et kunstigt ben.

Marita Jessen har haft mange hårde oplevelser. Blandt andet kørte hun i sin minicrosser ud til universitetet, mens hun holdt sin kørestol i den ene hånd. Hun fik senere en ekstra kørestol. Ude på universitetet er der en meget tung hoveddør, som skal åbnes manuelt og lige bagefter endnu en tung dør, som hun ikke kan komme ind eller ud af ved egen hjælp. Hun har sågar oplevet at måtte kravle rundt på gulvet, finde noget at holde dørene åbne med, få sin minicrosser ud og lukke dørene, samtidig med at hun skulle nå at kravle ud. 

Det skete en dag i begyndelsen af uddannelsen, hvor hun ikke havde lagt mærke til, at hun var den sidste tilbage i bygningen. De fire og et halvt år på universitetet, har hun altså skulle sikre sig, at der altid var nogle omkring, som kunne hjælpe hende med dørene. Det stresser naturligvis.

– I løbet af det første år lærte jeg faktisk ikke noget. Jeg kunne ikke huske, hvad der blev fortalt, og mine noter gav ikke mening. Jeg dumpede den ene eksamen efter den anden og valgte at begynde forfra, fortæller hun. Hendes ønske er, at der bliver plads til alle.

– Selvom handicapkonventionen er trådt i kraft, bliver den ikke brugt. Den ser flot ud på papiret, men der er ikke handling bag. Tilgængeligheden er mangelfuld mange steder i landet. Den burde gælde for alle byer og bygder i Grønland for alle former for handicap, men gør det ikke.

– Det er et behov for alle at være en del af samfundet og det sociale liv. Det er et mål, der burde være nået, men
der er stadigvæk lang vej endnu, sukker Marita Jessen.