Spring navigation over og gå direkte til indhold

Handicaptalsmand: Tilioqs budget dækker ikke lovbundne opgaver

03.10.2022

Deltagere til et møde med Jens Wandel, der fremlægger om bæredygtig investeringer under Tilioqs seminar og konference i 2022
På billedet kan man se Jens Wandel fremlægge et oplæg om bæredygtig investeringer under Tilioqs seneste seminar og konference

Handicaptalsmanden Anja Hynne Nielsen har kontaktet Inatsisartuts medlemmer for at få Tilioqs økonomi på dagsordenen. Hun ønsker tidssvarende midler til de lovbundne opgaver.

Handicaptalsmandsinstitutionen Tilioq løser mange af de lovbundne opgaver gennem fondsmidler. Det er resursekrævende, forbundet med usikkerhed og derfor uholdbart. Den bevilling Tilioq får på finansloven dækker kun løn og drift. Hvis Talsmandsinstitutionen skal være i stand til at udføre alle lovpligtige opgaver tilfredsstillende, er der behov for en øget bevilling.

-Tilioq har i de foregående år ansøgt om et beløb på mellem en halv til halvanden million kroner fra fonde blandt andet til at finansiere det i §7 lovpligtige årsmøde for offentlige myndigheder, interessenter, organisationer og foreninger. Handicaptalsmandsinstitutionen har også ansøgt fonde om ekstra midler til at udføre projekter og oplysningskampagner. Det er ikke en bæredygtig løsning at søge fondsmidler til de lovbundne opgaver, da fondsmidler har en iboende usikkerhed, siger Handicaptalsmanden Anja Hynne Nielsen.

Handicaptalsmandsinstitutionen skal kunne udføre de lovbundne opgaver og Handicaptalsmanden kunne fokusere på at udføre sit vigtige talsmandsarbejde. Der er brug for at styrke organisationen og frigøre tid og ressourcer til at igangsætte projekter og analyser, der yderligere understøtter Handicaptalsmandens arbejde. 

Tilioq er til for alle borgere i Grønland

Tilioq skal ud i hele landet og møde borgere. Men vi har også valgt at ansætte en socialrådgiver. Det har betydet, at vi har nedskaleret den årlige oplysningsrejse og kombineret med et projekt, hvor vi indsamlede data. Det er sådan vi ofte arbejder for at løse opgaverne, men det betyder at vi tit må løbe hurtigt.

-Det er vigtigt at huske, at Tilioq er hele Grønlands handicaptalsmandsinstitution, det er en unik og vigtig institution, som allerede har bevist sit værd og som misundes af andre lande, der endnu ikke har en. Det er derfor stadig mit håb, at et politisk flertal vil sikre en større bevilling på finansloven.

- Tilioq må ikke blive en kransekagefigur, men derimod en institution som kan hjælpe med til de ændringer som kan gavne samfundet som helhed og ikke mindst den store minoritet af personer med handicap, som er virkelig overset og ofte svigtet.

Det burde ellers være tydeligt for enhver, at der er brug for investeringer og handling på handicapområdet.

Et løfte der blev glemt

Tilioq er til for hele Grønland og varetager opgaver, som ikke løses noget andet sted i landet. Trods politiske meldinger og en koalitionsaftale om at gøre Tilioq’s økonomi tidssvarende, er dette ikke sket.

-Ifølge forrige Naalakkersuisuts koalitionsaftale ønskede Inuit Ataqatigiit og Naleraq at gøre Tilioq’s økonomi tidssvarende samt forbedre vilkårene for personer med handicap. I den nuværende koalitionsaftale er handicap ikke nævnt med et eneste ord. Dette på trods af, at Naalakkersuisut lige nu arbejder på en national handlingsplan for, hvorledes man sikrer, at Grønland overholder FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Det afspejles ikke i finanslovsforslaget, at der er planer om at sætte reel handling bag, og det er desillusionerende, siger Anja Hynne Nielsen.

Hvis Handicaptalsmandsinstitutionen skal være i stand til at udføre alle institutionens lovpligtige opgaver tilfredsstillende, er der behov for en øget bevilling nu.

- Tilioq har i de foregående år ansøgt om et beløb på mellem en halv til halvanden million kroner fra fonde blandt andet til at finansiere det i §7 lovpligtige årsmøde for offentlige myndigheder, interessenter, organisationer og foreninger.

Andre nyheder