Spring navigation over og gå direkte til indhold

Morten Rutkjær og Kasper Hjulmand støtter CP Fodbold - stort stævne i København med international deltagelse også fra Grønland.

25.08.2023

Drenge der spiller fodbold kamp under Cerebral Parese Fodbold i August 2023

Grønlands herrelandstræner Morten Rutkjær og Danmarks herrelandstræner Kasper Hjulmand besøgte i weekenden et internationalt fodboldstævne på Frederiksberg for børn med cerebral parese (CP), forskellige former for spastisk lammelse. Omkring 100 drenge og piger fra England, Irland, Norge, Grønland og Danmark deltog.

Fra Grønland deltog Arn Inuk Hynne Nielsen på 14 år, Arn er født i Nuuk, men bor i Sisimiut. Grønland har dog endnu ikke CP hold eller organiseret fodbold for børn med CP. Arn har haft glæde af at spille i SAK. Arn Inuk spiller også for KB og CP talentlandsholdet. CP Landsholdet og CP talentlandsholdet er for hele Rigsfællesskabet, også unge fra Grønland og Færøerne.

Arn Inuk er søn af handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen, som udtaler: ”FNs handicapkonvention artikel 30 siger, at alle har ret til være med i idræt, kultur- og fritidslivet - det skal både Grønland og Danmark sikre. Men det er rigtig svært at finde fodboldtilbud i både Grønland og Danmark til børn med CP. I anledning af stævnet har jeg derfor rakt ud til landstrænerne, ligesom Tilioq også er i dialog med og samarbejder med GIF om at skabe bedre og flere muligheder for personer med funktionsnedsættelser i sportens verden – på alle planer. Det er også i tråd med vores konference udgivelse 2022 Leave No One Behind samt på dette års konference, hvor fokus var på retten til et selvstændigt liv, på at finde løsninger og på inddragelse - også inden for idrætten og i fællesskaber.”

Næste år deltager også børn fra Færøerne i stævnet og det er ønsket, at også flere børn med CP fra Grønland skal kunne deltage i Football Festival som næste år foregår i Bristol den 2.-4. August 2024.

Grønlands landstræner Morten Rutkjær vil gerne samarbejde med både Tilioq og Kasper Hjulmand om bedre muligheder for fodbold for mennesker med funktionsnedsættelser i Grønland. Han udtaler: ”For børn med CP og andre funktionsnedsættelser, er det i hele taget ikke nemt at finde steder at gå til fodbold, heller ikke i Grønland. Det vil jeg gerne være med til at lave om på i Grønland, i mit virke som landstræner de næste par år. Derfor besøgte jeg stævnet i dag sammen med den danske Landstræner Kasper Hjulmand for at vise vores støtte samt få ideer til at skabe forbedringer og bedre muligheder for mennesker med CP, også i fodboldens verden.”

Kasper Hjulmand og DBU optog under besøget en kort video, som kan ses her:

Elsass Fonden, som i 2021 holdt et seminar i Nuuk, er hovedsponsor for stævnet. Du kan læse mere om CP her:

https://elsassfonden.dk/sportforbrains/viden/hvad-er-cerebral-parese/

Kasper og handicaptalsmanden Anjas søn, Arn, poserer efter cerebral parase fodbold i August 2023

Andre nyheder