Tilioq har ansat en socialrådgiver med visioner for handicapområdet, som vil være med til at skabe positive forandringer og gøre en forskel for mennesker med handicap.
Marita Jessen er Tilioqs nye socialrådgiver. Hun er ansat pr. 1. maj og vil primært komme til at stå for besvarelsen af vores borgerhenvendelser. Marita vil tage imod borgere, der har spørgsmål om støtte- og hjælpemuligheder i forhold til handicaplovgivningen eller andre problemstillinger og udfordringer, personer med handicap eller pårørende kan stå i. Marita vil yde råd og vejledning om rettigheder for personer med handicap og muligheder for klageadgang. Tilioqs socialrådgiver kan kun udtale sig om generelle forhold for personer med handicap og hvad deres rettigheder er, og kan ikke træffe afgørelser eller beslutninger i enkeltsager for personer med handicap.
Marita vil herigennem styrke borgernes retssikkerhed, men vil også med sin socialfaglige ekspertise indgå i forskellige projektbaserede opgaver og i forbindelse med udvikling og udarbejdelse af blandt andet oplysningskampagner og informationsmaterialer om rettigheder for personer med handicap. Tilioqs nye medarbejder vil:
- Yde råd og vejledning til børn og voksne med handicap samt deres pårørende om rettigheder og klageadgang
- Yde råd og vejledning til myndigheder, institutioner, organisationer og privatpersoner om rettigheder for personer med handicap
- Projektarbejde der bl.a. kan sikre tiltag til at fremme retssikkerheden for personer med handicap
Om Marita Jessen:
Marita er uddannet socialrådgiver i 2021 og kommer fra en stilling som socialrådgiver i en døgninstitution i Sisimiut og er både grønlandsk- og dansksproget. Personligt ønsker hun at gøre en stor forskel for andre mennesker og skabe konkrete resultater for mennesker med handicap og løfte områdets generelle faglige niveau.
Marita har selv en funktionsnedsættelse. Som 22-årig under sin uddannelse til socialpædagog var hun ude for en ulykke, som medførte, at hun fik amputeret sit venstre ben. De mange udfordringer, Marita har været igennem efter ulykken, har også givet hende en stor viden og erfaringer at give videre, og været medvirkende til, at hun i 2016 valgte at starte på socialrådgiverstudiet. Det lod sig kun gøre, fordi hun fik hjælp og støtte fra både fagfolk, studiepladsen, familie og venner, hvilket hun er meget taknemmelig for. Hun mener, det er en ret for alle med funktionsnedsættelser at få den rette vejledning og støtte uden at man føler sig alene.
Marita mener, at det er vigtigt at dele sin viden og erfaringer for at gøre vilkårene bedre for andre.
Rådgivningstider på telefon og personlig henvendelse:
Borgere kan i dette tidsrum få telefonrådgivning om socialfaglige spørgsmål eller møde op på Tilioqs kontor i Sisimiut:
Mandag-tirsdag kl. 10-15
Torsdag-fredag kl. 10-15
Telefonnummer: (+299) 24 22 44:
Personlig henvendelse: Aqqusinersuaq 48, 1 sal, 3911 Sisimiut
Man kan altid:
- Sende en mail til: info@tilioq.gl
- Sende en messenger besked på facebook siden Tilioq- Inuit innarluutillit illersuisuat/ Handicaptalsmanden. Klik på messenger-logoet og send en besked.
- eller et brev til: Handicaptalsmanden Tilioq
Postboks 3081
3911 Sisimiut - Man kan bestille en tegnsprogstolk, når man vil i kontakte med Tilioq, ved at skrive til info@tilioq.gl. Så booker vi en tegnsprogstolk og sender et link til mødet.
Tilioq og handicaptalsmanden kan kun udtale sig om generelle forhold for personer med handicap og hvad deres rettigheder er. Vi kan ikke træffe afgørelser eller beslutninger i enkeltsager for personer med handicap, som f.eks. en sagsbehandler ved kommunen. Tilioq arbejder ud fra FN’s handicapkonvention og den gældende lovgivning i Grønland.