Tilioq har netop fået trykt "Leave no one behind- anbefalinger fra Tilioqs konference 2022", som blev uddelt under en arrangement i NIIK's kontor i Nuuk.
Tryk på forsiden af udgivelsen for at læse indholdet. NunaFonden har givet støtte til at få udgivelsen trykt.
Tak til jer alle, fordi I er kommet her i dag – og fordi mange af jer, har været med til at skabe denne udgivelse.
Vi i Tilioq har glædet os meget til at stå med den i hånden. Vi ser den som et skridt på vejen mod et mere inkluderende samfund. Et samfund, hvor vi alle tager ansvar for, at Grønland har tiltrådt Handicapkonventionen og Verdensmålene – ansvar for at skabe et ”Grønland for alle” – for det har vi ikke i dag.
Vi kan bruge FNs Verdensmål som en prisme, hvorigennem vi ser muligheder og synliggører omkostningerne ved ikke at gribe ind i tide. Vi skal synliggøre, at det kan betale sig at investere i mennesker. Vi kan lave bæredygtige investeringer på handicapområdet, som kan skabe værdier for hele vores samfund. Det handler om menneskesyn – om at se mennesket bag handicappet – om aktivt at inddrage alle i samfundet.
Vi skal finde og fjerne de barrierer, der skaber handicap. En af de første og største barrierer er fordomme og stigmatisering – og den opstår ofte af uvidenhed. Derfor skal vi nedbryde fordommene med viden.
Det bør være et fælles nationalt mål at sørge for, at befolkningen generelt har større tiltro til kompetencer og social formåen blandt personer med handicap. Herved øges samfundets rummelighed.
Vi skal alle tage alvorligt, at det ikke handler om udgifter til handicapområdet. Det handler om investeringer og værdier. Det handler om menneskesyn. Hvad er det for eksempel for et menneskesyn, der tillader, at vi i samfundet ikke hjælper de allermest sårbare – at vi ikke sikrer, at børn med psykiske lidelser får hurtig diagnose og den rette indsats, som kan sikre dem en uddannelse og at blive selvforsørgende.
Investeringer på handicapområdet vil hjælpe den enkelte her og nu. Men det vil også gøre at samme person ikke får det endnu værre eller får tillægsdiagnoser - det vil højne chancen for at den person gennemfører en uddannelse og får et job. Men det vil også frigive resurser hos de pårørende – hvor tit har vi ikke hørt om forældre der må opgive deres job fordi deres barn ikke får den rette hjælp. Eller om børn, hvis udvikling og trivsel rammes af at forældre ikke får hjælp.
Den statistik, som ligger til grund for økonomiske investeringer er ofte snæver, kortsigtet og materiel - fokuseret snævert på udgifter og økonomisk afkast. Den inkluderer alt for meget på plussiden, der i virkeligheden mindsker vores livskvalitet - og ekskluderer at tælle alt for mange elementer, der ellers virkelig betyder noget for os, eksempelvis kvaliteten at undervisning, børn og unges trivsel og den enkeltes trivsel – sikkerhed og tryghed, også hvis man skulle være så uheldig at få et handicap. Ability is only temporary.
Vi tog det første skridt på Tilioqs konference i maj 2022 og med jeres hjælp, står vi nu med denne udgivelse og inviterer jer alle til at række ud og være med til at skabe et ”Grønland for alle.”
Qujanaq.