Spring navigation over og gå direkte til indhold

Tilioq: Vi savner konkret handling på handicapområdet

14.11.2023

Handicaptalsmanden Anja Hynne Nielsen med Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter Erik Jensen
Naalakkersuisoq Erik Jensen

Omkring en femtedel af os, som lever i Grønland, har et handicap. Grønland overtræder FN's Konvention om rettigheder for personer med handicap. Retssikkerheden for mennesker med handicap er meget alvorligt truet, lovgivningen overholdes ikke. Dårlige ting tit går hånd i hånd. Manglende støtte eller hjælp, diskrimination, umenneskelig og nedværdigende behandling, udnyttelse, vold og misbrug – alt dette, ved vi, skaber risiko for dobbeltdiagnoser, misbrug og selvmord, også hos pårørende. Det vil med tiden føre til øgede offentlige udgifter. Et eksempel er unge med handicap, hvor kommunerne som eneste mulighed giver førtidspension, selv om de unge ønsker andet.

Vi ser i Tilioq også med stor bekymring på sager, hvor kommuner og andre myndigheder ikke reagerer trods gentagne underretninger.

Der er brug for koordinering, tværgående handling, tværgående løsninger, nye løsninger. 

Men i dag er det paradoksalt nok ofte borgeren og borgerens pårørende selv, der skal koordinere for de offentlige myndigheder, samtidig med at de er meget udsatte og pressede - og ofte bliver de alligevel ikke hørt. 

“Min bekymring bygger på Tilioqs data, beregninger og vidensindsamling, der er herudover et stort mørketal,”

Anja Hynne Nielsen.
Handicaptalsperson

Naalakkersuisut Handlingsplan for efterlevelse af Handicapkonventionen har været i høring. En handlingsplanen er ikke stærk uden investeringer. I FFL2024 afspejler det sig ikke, at en handlingsplan for handicapområdet er på vej – der er ingen tegn handling. Handlingsplanen selv indeholder heller ingen beskrivelser af finansiering og behovet for langsigtede økonomiske investeringer. Dette på trods af, at både Tilioq, IPS og MIO har understreget vigtigheden heraf. Men Tilioq mener ikke, at investeringer på området kan vente længere – det er nødvendigt allerede nu. Der ligger nemlig et stort arbejde også for Tilioq og handicapforeningerne. Og Grønland skal ifølge handicapkonventionen i beslutningsprocesser vedrørende forhold i relation til personer med handicap indgående rådføre sig med og aktivt involvere personer med handicap, herunder børn med handicap, gennem de organisationer, som repræsenterer dem. Det er derfor nødvendigt allerede nu som minimum at sikre midler til foreningerne. 

Jeg har derfor som handicaptalsmand delt Tilioqs bekymring og opfordret til handling på møder med Naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede, som er ansvalig for området, men også med Naalakkersuisoq Jess Svane, Naalakkersuisoq Erik Jensen samt Naalakkersuisoq Hans Peter Poulsen. Mennesker med handicap lever liv som alle andre mennesker - der er brug for indsats på alle områder for at leve et liv, som er værdigt og som er menneskeligt. Det er derfor et ansvar, der bør ligge højt i bevidstheden i alle departementer. Vi havde rigtig gode, konstruktive og berigende møder. Heldigvis deler politikerne min bekymring og alle udtrykte ønsker om at sikre bedre vilkår for mennesker med handicap.

Fokus i dialogen med politikerne var på vigtige indsatsområder for at følge konventionen samt de strukturelle problemer, som i dag også ligger i vejen. Fokus var på, at for at skabe disse ændringer er det nødvendigt, at politikerne tør sætte ambitiøse visioner og skabe reelle, konkrete økonomiske investeringer for, at mennesker med handicap og ofte hele familier ikke er nødt til at flytte fra landet, hvis de har et handicap.

Vi talte om at se på investeringer i mennesker, som vil kunne betale os for os alle - for vi har brug for alle kræfter i et samfund, der sigter mod en selvbåren økonomi.

Naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede var meget engageret i dialogen, meget løsningsfokuseret og udtalte blandt andet: ”Vi er enige om at der skal gøres noget og, at der er store strukturelle udfordringer på handicapområdet. Naalakkersuisut har brug for samarbejde med Tilioq til at styrke og løfte handicapområdet, således at de handicappede fremadrettet kan få bedre levevilkår”.

Naalakkersuisoq Erik Jensen medgav, at: ”det har været et forsømt område i mange år” og var ikke afvisende for, at der findes midler allerede i denne Finanslovsforhandling. ”Vi har ikke råd til at lade være.” Naalakkersuisoq Hans Peter Poulsen var endvidere meget interesseret i Tilioqs konference 2024, som har temaet Universelt Design – et princip, der handler om at rumme menneskelig diversitet. Ved at nedbryde opdelingen af mennesker med og uden funktionsnedsættelser handler universelt design om at skabe rum til alle.

Jeg er meget glad for politikernes ønske om at fortsætte den positive og konstruktive dialog fra møderne for at sikre det bedst mulige grundlag for Naalakkersuisuts ambitioner og ønsker for området. Blandt Tilioqs opgaver er netop at rådgive og vejlede samt formidle information om personer med handicaps forhold i Grønland også til beslutningstagere. Jeg orienterede derfor også om, at Tilioq på samme måde er i dialog med kommunerne, som også bærer en stor del af ansvaret - blandt andet i forbindelse med den årlige konference, men også løbende.

”Jeg er glad for, at der er politisk vilje til at skabe også strukturelle forandringer og turde gøre noget andet, end vi har gjort i mange år, og som tydeligvis ikke virker. Der er interesse for at gå veje, som passer til vores samfund, kultur, geografi og behov og finde vores egne løsninger. Der var også et udtalt ønske om at investere meget mere til gavn for både den enkelte og for samfundsøkonomien samt at finde løsninger på de strukturer, der i dag skaber problermer. Tilioq blev inviteret ind i denne proces og til en løbende og tværgående dialog. Det er jeg meget glad for,” udtaler Anja Hynne Nielsen og fortsætter:

“Men vi håber stadig oprigtigt på, at den intention kommer til at afspejle sig allerede i år, om ikke andet som et signal på, at vi i Grønland er klar til at skifte kurs og se alle mennesker som ressourcer, som lige værd og sikre lige rettigheder. Kun på den måde kan vi nå målet om selvbåren økonomi og et helt samfund. Politikerne er nemlig opmærksomme på, at omkring 20 procent af befolkningen, selv mener de har et handicap. At handicap kan ramme alle, fiskere, fangere, politikere, direktører - børn, unge og ældre. At mange af disse er begyndt at samle sig i Facebook-gruppen #taasinerittitusindtit som allerede har snart 500 stemmer. Ved at styrke foreningerne støtter vi også alle dem og følger princippet ‘Nothing about us without us.’”

For kommentar, yderligere informationer eller interview kontakt Handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen på mail: anja@tilioq.gl eller mobil: 262871.

Asannittumik inuulluaqqusillunga

Med kærlig hilsen

Anja Hynne Nielsen -  Inuit Innarluutillit Oqaaseqartartuat - Handicaptalsmand

Handicaptalsmanden Anja Hynne Nielsen med Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen
Naalakkersuisoq Hans Peter Poulsen
Handicaptalsmanden Anja Hynne Nielsen med Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke Aqqaluaq B Egede
Naalakkersuisoq Aqqaluaq B Egede

Andre nyheder