Igen i år udgiver Tilioq en henvendelsesanalyse baseret på de mange henvendelser, vi får, fra bekymrede borgere med handicap eller deres pårørende. Med titlen ”Institutioner i Forfald” fokuserer vi denne gang på de institutioner, hvor man ellers skal finde hjælp, tryghed, sikkerhed og støtte - særligt de offentlige institutioner, - men som i stedet svigter, skuffer og destabiliserer personer med handicap. Et svigt som ofte får store konsekvenser for hele familier.
Manglende retssikkerhed
En af de store tendenser, der igen i år har været fremtrædende, er borgernes mangel på retssikkerhed. Manglende viden, svage, forvirrende og uretfærdige sagsbehandlingsprocesser er – ligesom alle andre år vi har registreret borgerhenvendelser – det hyppigste problem, vi hører om fra borgerne. I alle kommuner, på nær én, er dét det hyppigste problem, borgerne møder. Dette er et tydeligt tegn på, at sagsbehandlingen og sagsbehandlingsprocesserne er for dårlige over hele landet og ikke designet til at imødekomme borgere med handicap.
Det tyder også på, at det ikke er enkeltstående tilfælde eller særlige kommuner, der har problemer med at implementere og vedligeholde systemer, hvor sagsbehandlere effektivt kan støtte borgerne. Det er derimod tegn på dybere problemer, der finder sted i hele landet, som personer med handicap og pårørende til personer med handicap ender med at være ofre for. Det betyder, at de ikke får den støtte, de har brug for og ret til, for at sikre deres trivsel og dermed mulighed for at leve et liv som alle andre.
Vi ser dette som et bredere strukturelt problem i samfundet. Vi har snakket med mange sagsbehandlere, som fortæller os, at de er overbebyrdet, oplever stress og har for få ressourcer og for lidt viden til effektivt og empatisk at udføre deres arbejde. Det er et tydeligt tegn på, at det er behov for interventioner på sagsbehandlingsområdet. Vi anbefaler:
- Én indgang til systemet – borgeren skal inddrages og have hurtig hjælp, men skal ikke være den der holder styr på alle instanser.
- Samarbejde på tværs også mellem myndigheder, skoler, sundhedsvæsen og politi.
- Seriøse indgreb, investeringer og prioritering fra Naalakkersuisut, Inatsisartut og kommunerne.
- Beregninger, investeringer og nytænkning på området og løsninger, der passer til vores geografi, kultur, samfund og behov.
Viden og ressourcer skal være tilgængelige til at støtte sagsbehandlerne i deres arbejde. Beslutningstagere skal sikre midler til at løse sagsbehandlingsproblematikken, så borgernes retssikkerhed sikres. Vi savner, at Naalakkersuisut, Inatsisartut, kommuner, offentlige og private instanser begynder at opprioritere området og behandle disse symptomer, som det institutionelle problem, det tydeligvis er.
Vi kan se, at institutionelle og strukturelle problemer ofte ligger bag. Vi har længe synliggjort det, også på Tilioqs konference i maj 2023. Vi forventer nu, at politikere og beslutningstagere handler.
Virkeligheden er i dag, at retssikkerhed er fraværende for mennesker med handicap – i stedet for forudsigelighed hersker vilkårlighed, i stedet for overholdelse af lovgivning, hersker fejl og ulovligheder.
”Det er tydeligt, at lovgivning og konventioner alene ikke sikrer, at personer med handicap får den hjælp, de har ret til. Mange af de problemer, vi belyser i denne rapport, er alvorlige og kræver seriøse indgreb fra Naalakkersuisut, Inatsisartut og kommunerne. Der kræves også samarbejde mellem disse institutioner og en aktiv indsats, ikke kun for at opfylde Grønlands forpligtelser, men fordi det handler om Grønlands befolkning, som fortjener, at der kæmpes for deres trivsel og velvære,” udtaler handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen og fortsætter: ”Vi savner politisk vilje og mod til at skabe de nødvendige strukturelle forandringer og turde gøre noget andet, end vi har gjort i mange år – som tydeligvis ikke virker. Der er brug for at finde løsninger, som passer til Grønland – vores samfund, kultur, geografi og behov. Der er massive behov for investeringer på området. Det vil være til gavn for både den enkelte og for samfundsøkonomien. Der er fra øverste instans behov for at italesætte et menneskesyn, som viser, at vi allesammen ser alle mennesker som ressourcer, som lige værd og at vi skal sikre lige rettigheder. Kun på den måde kan vi nå målet om selvbåren økonomi og et helt samfund.”
Familielivet bringes i ubalance
Den anden store tendens, som vi har lagt fokus på i vores henvendelsesanalyse i år, er problemerne familier ser, når et eller flere medlemmer har et handicap og ikke får den nødvendige hjælp og støtte. Det viser sig i afmagt, udmattelse, isolation, misbrug, vold og svigt. Det er tydeligt, at hvis en hel familie bliver svigtet, fordi en af deres familiemedlemmer har et handicap og ikke får den nødvendige hjælp, skaber vi en udløsning af trivselsproblemer, der kommer til at løbe ud i resten af samfundet. Mange kapacitetsstærke og arbejdsdygtige personer ender med at komme ud af arbejdsmarkedet, flytte til Danmark, ende i selvmedicinering eller have andre voldsomme konsekvenser, fordi de offentlige myndigheder har svigtet dem eller deres pårørende.
I stedet for at familiens ressourcer støttes og udnyttes til at hjælpe og styrke personen med handicap risikerer man, at flere bliver ramt og hele familier bringes i ubalance og forfald.
Manglen på hjælp fra myndighederne kan lede til alvorlig afhængighed, selvmordsforsøg og farlige situationer. Vi er nødt til at fokusere på hele familien, når vi tænker løsninger. Alt andet er både socialt uforsvarligt og dyrt for samfundet.
Eksempler:
En pårørende til en borger med handicap har fortalt, at deres familiemedlem, der har en psykisk lidelse, ikke tager sin medicin. Han truer sin familie med at dræbe dem. De har snakket med kommunen, men der er ikke sket noget.
Vi har f.eks. hørt fra en borger, at hun har følt sig diskrimineret og udelukket fra fællesskabet. Hun har været meget påvirket og prøvet at begå selvmord.
En mor har i flere år kæmpet forgæves med at få hjælp og støtte til sit barn med autisme. Det har resulteret i tillægsdiagnoser, snifning og selvmordsforsøg – trods dette og underretninger fra sundhedsvæsnet fik han ”ikke hjælp, og som familie fik vi ingen hjælp i vores krise eller for vores traumer,” fortæller moderen.
En forælder til en voksen med handicap, er bange for hvad der skal ske med deres barn, når de selv er gået bort. For de oplever nemlig så meget svigt af deres barn. De har ellers snakket med og klaget til borgmesteren, kommunalbestyrelsesmedlemmer, Naalakkersuisut, Socialstyrelsen - men ingen gør noget. Vi har mere end en gang hørt sådanne forældre dele tanken om at tage livet af dem selv og deres barn.
En hjemløs borger med handicap beskriver hvordan hele familien har sovet ved forskellige bekendte i over en måned. Ingen gør noget.
For kommentar, yderligere informationer eller interview kontakt Handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen på mail: anja@tilioq.gl eller mobil: 262871.
Asannittumik inuulluaqqusillunga
Med kærlig hilsen
Anja Hynne Nielsen
Inuit innarluutillit oqaaseqartartuat - Handicaptalsmand
Klik her for at komme til at Tilioqs videncenter, hvor du kan læse henvendelsesanalysen.
