Af: Anja Hynne Nielsen, handicaptalsmand i Grønland
Mangel på hjælp fører til fraflytninger
Medlem af Folketinget, Aaja Chemnitz (IA), blev for nyligt citeret her i avisen for under en debat i Folketingssalen at sige: ”Vi vil gerne fra IA’s side prioritere, at der sættes penge af til en undersøgelse, der ser nærmere på, hvorfor så mange grønlændere flytter til Danmark, og om vi kan gøre noget politisk for at ændre ved dette.”
Det vil jeg vove at påstå, at der er. For en del af de ufrivillige flytninger fra landet skyldes, at mennesker med handicap ikke får den støtte og hjælp, som de har krav på fra deres hjemkommune.
Hvis politikerne vil finde årsagen til, at så mange grønlændere flytter fra landet, så skal de kigge mod handicapområdet. Lige nu lever mennesker med handicap herhjemme nemlig i en verden, hvor FN’s handicapkonvention og basale menneskerettigheder på handicapområdet mest af alt er pæne ord.
Det skyldes mange ting. Det skyldes menneskesynet – der mangler et nyt syn på handicap og en prioritering af ressourcer, så også mennesker med handicap kan leve et godt liv. Vi mangler politiske visioner.
Vi ved, at mange flytninger sker i afmagt
I Tilioq, handicaptalsmandsinstitutionen, er vores centrale opgave at arbejde for, at Grønland lever op til FN’s handicapkonvention, som vi tiltrådte i 2012. FN’s handicapkonvention beskriver, hvordan personer med handicap har ret til at kunne indgå i samfundet på lige fod med andre og har ret til at få den støtte, de har behov for. Selvom Naalakkersuisut, Inatsisartut og landets myndigheder er forpligtet til at arbejde for, at sikre at disse rettigheder bliver overholdt, ser vi ikke tilstrækkelig handling.
Vi i Tilioq taler hver dag med mennesker, som selv lever med handicap eller er pårørende til personer med forskellige former for handicap. Et gennemgående tema går igen blandt de folk, der opsøger os. Det er frustration. Frustration over ikke at blive forstået, ikke at blive taget hånd om og ikke at få den hjælp, man har brug for og ret til. Når stress, frustrationen og bekymringerne vokser sig for store, vælger mange med handicap inde på livet at rejse til Danmark i håb at få en bedre hverdag.
En far til et barn med en fysisk diagnose, som har sat gang i en lavine af andre følgeting og tillægsdiagnoser, fortæller: ”Vi valgte efter hårde overvejelser at rykke teltpælene op, og købe en lejlighed i Danmark for at sikre en mere kontinuerlig opfølgning med den nødvendige ekspertise i forhold til vores datters diagnose. Dette skifte har været godt og nødvendigt for os som familie på trods af at den ene af os fortsat arbejder meget med Grønland, og dermed må pendle frem og tilbage.”
En mor til et barn med rygmarvsbrok fortæller også, hvorfor Danmark kan ende med at blive den eneste mulighed for hende og hendes familie. Hun beskriver, hvordan det er en uendelig kamp at holde styr på sin søns sagsbehandling for at sikre, at hendes søn får den nødvendige hjælp fra kommunen. Det er en kamp, som familien ikke kan holde til meget længere.
Ufrivillige flytninger er hverken en god oplevelse for dem, der flytter, eller for os, der bliver flyttet fra.
Og dem, der flytter, er bare toppen af isbjerget. Vi hører også rigtig mange historier fra folk, der ikke ender med at flytte, selvom de føler, at de burde. Det er folk, der bliver boende i landet, og som stressen, frustrationen og bekymringerne ikke slipper deres tag i. Mange bringes i et stort dilemma på grund af andre familiemedlemmer, netværk eller job.
Vi savner ambitioner på handicapområdet
Aaja Chemnitz er ikke den eneste, der ser på fraflytningen fra Grønland til Danmark som et problem. Vi er mange, der synes, at det er en ærgerlig udvikling. Men heldigvis er det noget, vi kan gøre noget ved. Det er en udvikling, som de grønlandske politikere kan ændre på.
En start kan være, at åbne øjnene for, hvordan vi behandler personer med handicap. Personer med handicap er ofte usynliggjort og marginaliseret i samfund og politik. En usynliggørelse og marginalisering, der nu er en af årsagerne til, at folk vælger Grønland fra, fordi det ikke er muligt for dem at leve her.
Et sted at starte for politikerne kunne være at presse på for reelle og konkrete ambitioner på handicapområdet. Hermed en opfordring til at sikre, at den nye nationale handlingsplan på handicapområdet, der i skrivende stund arbejdes på i Naalakkersuisut, forpligter os som myndigheder, erhverv og politikere på ambitiøse og konventionsbaserede målsætninger, der adresserer de grundlæggende årsager til de systemiske problemer. En opfordring til at alle politikere interesserer sig for og tager aktivt del i arbejdet med handlingsplanen – for handicap vedrører os alle og vi kan alle pludselig få et handicap.
Vi har mange gode ideer i Tilioq og venter blot på jeres mail eller opkald.
Indlægget blev bragt i Sermitsiaq den 12. maj 2023.
