Ramt af blodprop: Nu kæmper han for andre

Foto: Dennis Ingemann

David Møller blev ramt af en blodprop for otte år siden: Det vigtigste er ikke at give op.
Vi er ikke usynlige. Vi er mennesker, der er lige så meget værd som raske mennesker

Det var ikke nemt for David Møller at acceptere sit nye jeg efter blodproppen. Han kunne
blive vred på løbere, fordi det mindede ham om, hvad han ikke længere kunne. Sådan er det
ikke længere.

David Møller var på vej til sit job på forbrændingsanlægget i Sisimiut en tidlig morgen i 2015, da han følte en stikkende hovedpine. Han tog dog på arbejde aligevel, men smerterne forsvandt ikke.
Han fik det skiftevis godt og dårligt, og op ad formiddagen blev de dårlige perioder hurtigt dårligere. Ved frokosttid var han nærmest helt lam. Hvad han ikke vidste var, at han havde fået en blodprop i nakken.
– Jeg kunne ikke forstå, hvad der skete, siger David Møller. Han var 56 år, da han fik blodproppen. I dag er han 62 år.

Da den delvise lammelse ramte ham, opstod der kaos på arbejdspladsen. En kollega ringede efter en ambulance,
som kom meget hurtigt. Men det er næsten også det eneste positive, der er at sige om sundhedsvæsenet, mener
han.
Turen til sygehuset tager ikke mere end fem til ti minutter, men han var nu begyndt at glide ind og ud af bevidstheden.
På sygehuset havde han heller ingen virkelighedssans.
– Jeg troede ikke, at der var noget i vejen med mig. Så jeg tog min mobil og ringede til min chef og sagde, at jeg
kom igen om lidt, fortæller han. Men da han opdagede, at han ikke kunne mærke noget i sin venstre side af
kroppen, indså han alvoren. En grufuld tanke slog ham: Det kan være en hjerneblødning og afslutningen på livet.

Stædig
David Møller fik at vide, at han skal med det første fly til Nuuk og til behandling på Dronning Ingrids Hospital. Han blev
ramt af blodproppen fredag, men han kom ikke afsted før tirsdag sent om eftermiddagen.
Der var ellers masser af fly i løbet af dagene, husker han. – Man kan altid høre fly flyve over sygehuset, og jeg spurgte hver gang, om det var nu, jeg skulle afsted. Til sidst blev jeg halvsur og frustreret, men hvad skulle jeg gøre, siger han.

Det eneste, der blev gjort på sygehuset for ham, var at tage hans blodtryk. Han måtte ikke få piller, eftersom der
ikke var klarhed over, om han var ramt af en hjerneblødning eller en blodprop. Ved apopleksi (samlet betegnelse for
hjerneblødning eller blodprop, red.) bør der sættes ind med akut hjælp mellem fire og fire og en halv time. Det skete
altså ikke.

– Som apopleksipatient har man det ikke godt. Man er bange, og man ved ikke, hvad der venter, eller hvad man skal forvente, siger han. – Jeg synes ikke, at sundhedsvæsenet var gode til at tage sig af mig. I dag kan han ikke arbejde, og styrken
er ikke tilbage på fuld kraft i venstre side. Men han kan gå, selvom han bliver hurtigt træt. Han må for eksempel holde
en pause, når han går op ad trapper.

Det er ikke med sundhedsvæsenets hjælp, at han er nået dertil, hvor han er i dag. Efter han kom tilbage til Sisimiut,
sagde en læge til ham, at han nok skulle indstille sig på et liv i kørestol eller med krykker. Det ville han ikke høre tale
om, og en måned efter gik han selv uden hjælpemidler.

– Jeg ville ikke i rullestol eller bruge krykker, og da jeg selv kom gående tilbage på sygehuset, klappede sygeplejersker
og læger helt vildt af mig, fortæller han. Mangler hjælp David Møller føler, at han blev smidt ud af sygehuset og videre til kommunen. Her var der dog ikke meget mere hjælp at hente.

– Vi blev sendt til fitness i hallen uden hjælp. Vi skulle bare selv træne, uden at vide, hvad vi skulle træne, fortæller han
og tilføjer, at der i det mindste havde været en fysioterapeut på sygehuset, der kunne rådgive. Til fitness mødte han en gammel ven, og de besluttede sig for at slå sig sammen. Det var for nemt for kommunen, at verfe enkelte folk væk, men sammen kunne de stå stærkere og forlange det, de havde krav på. Hjælp. Det møde endte med etableringen af
foreningen Ingerlariaqqiffik, som David i dag er formand for. Det er en forening for personer, der har senfølger fra apopleksi,
og som er kommet på førtidspension.

Medlemmer tager sammen til fitness tre gange om ugen. Men de mangler stadigvæk hjælp fra ergoterapeuter
og fysioterapeuter. Medlemskabet til fitness bliver betalt af kommunen. – Det hjælper os rigtig meget. Vi har
ikke råd til den slags selv, siger han.

– Men vi mangler nogle til at hjælpe os med at rådgive os. For eksempel omkring hvordan man skal starte op,
efter man er blevet ramt af blødning eller blodprop. Vi mangler hjælp til at få at vide, hvilke muskler vi skal bruge, siger
han. Foreningen har ellers forsøgt at søge om tilskud hos kommunen til en rådgiver af en art til foreningens medlemmer.
Det er endnu ikke gået igennem.

Den eneste hjælp, David har, er en hjemmehjælper. Men det er jo ikke en, der er oplært i genoptræning, pointerer
han. – Det siger sig selv, at de kan bruges til det hjemlige arbejde. Han efterlyser også psykologhjælp. – Nogle gange er vi langt nede, siger han.

Heldigvis kender medlemmerne i foreningen efterhånden hinanden så godt, at de kan bruge hinanden som en hjælp
og støtte til de hårde dage. – Vi er blevet en slags familie. Vi kan både grine og græde sammen, siger han, men understreger, at ingen af dem er uddannede psykologer. Selv er han ovenud taknemmelig for sin kone, Johanne Møller. Hun var hans
største fan og samtidig hans hårdeste træner under genoptræningen.

Hverdagskampene
Folk, der har overlevet apopleksi, kæmper med andre dagligdagsproblemer end andre måske gør. David fortæller for eksempel om lønningsdage. Tidligere plejede førtidspensionister at få ydelser fra kommunen to-tre dage før alle andre. Men det ændrede kommunen for et år siden, så de i dag får udbetalt penge samme dag som alle andre, og det har en kæmpe indflydelse på dem.

– Vi har ikke kræfter til at mænge os med mange mennesker, vi bliver for stresset. Jeg er ved at lave en udtalelse til kommunen. Nu har de haft et år til at prøve ordningen af og det virker ikke. Før i tiden kunne vi nå at få fat i tilbudsvarer og handle stille og roligt i vores eget tempo, det kan vi ikke mere. Vi bliver overvældede af at være blandt så mange mennesker, fortæller han.

Foreningen Ingerlariaqqiffik er blevet til en rollemodel. Der bliver ringet ind for gode råd og tips fra andre apopleksi-
ramte i andre byer. Og David tager sig altid tid til dem, for han ved selv, hvor hårdt det er at stå op imod kommunen som et almindeligt menneske.

– Det vigtigste er ikke at give op. Vi er ikke usynlige. Vi er mennesker, der er lige meget værd, som andre raske mennesker,
siger han.

 Sundhed
 Giv mig habilitering og rehabilitering!
 Der giver mig bedre sundhed og hjælp til at klare livet.
 Der er baseret på mine behov og mål.
 Der er tværfagligt og godt koordineret, også med   sundhedsvæsnet.
 Der er tilgængeligt for mig, når jeg har brug for det.
 Der har de rigtige og relevante kompetencer. 

 David Møller kræver en hånd fra politikere til kommunalvalget for at sikre sundhed for personer med handicap.

https://www.niik.gl/kl/Kommunimut-qinersineq-2021/Peqqinneq