Svagtseende spørger: Hvem laver I boliger for?

Hans Peter Larsen bor i en bolig beregnet til en kørestolsbruger.
Som svagtseende er det slet ikke optimalt for ham.

 

 

Hans Peter Larsen deltog i #NIIKGIVEME 5 og i valg og informationsavisen “Bedre vilkår for personer med handicap” 

Foto: Leiff Josefsen

Kommunerne fortæller stolt om nye handicapvenlige boliger. Ja, det er fint, men hvilket handicap er de lavet til? Næsten kun
kørestolsbrugere og dårligt gående. Hvad med os? Med os mener 50-årige Hans Peter Larsen, at der er masser folk med andre
handicap. Der er forskellige fysiske, sensoriske, intellektuelle og psykiske handicap, og de skal ikke kategoriseres under samme mærkat, når det gælder bolig.

Han bor selv i det, der bliver betegnet som en handicapvenlig bolig i Nuussuaq- bydelen i Nuuk. Der flyttede han ind i marts sidste år. Det var mere af nød end lyst, for han var ikke tilfreds med boligen.                                                                                          – Jeg havde aldrig været i området før og blev mødt af en bunke sne, så jeg vidste med det samme, at det ville blive en kamp for mig, fortæller han. Boligen er i og for sig handicapvenlig, men ikke til ham. Boligen er beregnet til kørestolsbrugere. Det er stort set alle handicapvenlige boliger i Grønland.

– Myndighederne tror, at man kun er en person med handicap, når man sidder i kørestol. Det er overhovedet ikke tilfældet, siger han. Hjemme hos Hans Peter er køkkenet lavt, håndvasken på wc’et er lav og wc’et ligeså. Men Hans Peter er ikke lav.
Han er faktisk meget høj. Og han har et handicap. Han er bare ikke kørestolsbruger. Han er svagtseende og næsten blind. Han kan ikke se mennesker. Han kan se lys, for eksempel lampeskær og lyset i vejret. Der er derfor ikke noget at sige til, at han havde betænkeligheder ved at tage imod boligen. Men fra kommunen fik han at vide, at der skulle ligge et svar på, om han ville have boligen eller ej næste dag.

– Så jeg valgte at tage imod den, så jeg kunne være på den sikre side og ikke ende som hjemløs, siger han. Som barn havde han ingen problemer med sit syn, men da han kom i puberteten, begyndte han at mærke ændringer. Han fik i 1993 som 23-årig en diagnose fra lægen med den medfølgende dystre fremtidsudsigt, at han kunne risikere at blive blind. I 2017 kunne han
ikke længere se mennesker.

– Det har heldigvis givet mig noget tid til at vænne mig til tanken og situationen, siger han. 

Manglende hensyn
Hans Peter Larsen kommer oprindeligt fra Maniitsoq. Han boede i to år i Danmark med en daværende kæreste, inden
han i 2019 flyttede til Nuuk og boede hos familie og venner, indtil han fik tildelt handicapboligen. Da han flyttede ind, og der blev afholdt indflytningssyn, blev han spurgt, om der skulle laves ændringer i boligen.
– Jeg nævnte selvfølgelig køkkenelementerne og wc’et og fik svaret, at det ville blive noteret og muligvis ville det blive ordnet. De har så lidt viden, så jeg svarede bare, at så kunne de lige så godt lade være, for jeg var allerede i gang med at søge ny bolig, fortæller han.

Han fik for nylig et nyt tilbud på en handicapvenlig bolig.
– Men hvem var den rettet mod? Kørestolsbrugere og seende. Køkkenets komfur var induktion, det kan jeg ikke bruge til noget, så jeg måtte takke nej, selvom det var ideelt med en placering i midtbyen og tæt på vejen, hvor jeg kan stige af og på i en taxa lige til trappen, siger han.

Ved hans bolig nu, bliver der ikke taget hensyn til svagtseende og blinde. Ikke af dem, der sørger for snerydning og ikke engang af dem, han bor i blok med. De andre beboere stiller kørestole og tørrestativ op udenfor, så han ikke kan komme til de stolper, som han tæller for at nå hen til sin egen dør. Han er flere gange gået ind i kørestole henne ved trappen. Det er kun heldet, som indtil videre har skånet ham fra at falde ned ad trapperne.
– Det vil gøre det meget nemmere, hvis jeg for eksempel kunne få egen indgang, siger han. Han bebrejder ikke de andre beboere for at stille deres ting udenfor, for blokken er jo beregnet til dem – seende kørestolsbrugere. Men han kan selvfølgelig blive træt af, at der ikke tages hensyn til ham. – Jeg vil jo heller ikke røre andres vaskede tøj på tørrestativerne, siger han. 

Afhængig af hjælp
Hans Peter har i dag en støtteperson fra kommunen, som han er meget taknemmelig for. Men han er bare ikke
vant til at være så afhængig af en anden. Da han mistede synet i 2017 og flyttede til Danmark, blev han oplært i
at klare sig selv og fik al den fornødne hjælp, han skulle have. Han kunne for eksempel selv gå på arbejde til blindecenteret
på Nørrebro halvanden time fra sit hjem. Det var både på gåben, i bus og tog.
– Her kan jeg ikke engang selv gå ned til den lille vej og komme i en taxa, siger han.

Han har søgt kommunen om en førerhund. Det er åbenbart ikke prøvet i Grønland før, og hans sagsbehandler er skeptisk.
– Sagsbehandleren siger, at loven er udformet sådan, at der ikke må være hund, og der skal betales et depositum.
Forhindringerne er det første, der bliver nævnt. Typisk. I Danmark skulle jeg bare spørge om noget én gang, så gik sagen
i gang og jeg ville blive kontaktet, så snart, de havde noget klar. Her skal man først kæmpe mod systemet. Desværre.
Men jeg er også bare blevet vant til det, siden jeg fik min første sagsbehandler i 1993, siger han.

Han er flere gange af forskellige sagsbehandlere i Grønland, blevet spurgt, om han vil på førtidspension. Det har han aldrig haft et ønske om. – De ved ikke, hvordan de skal håndtere os, der lever et liv med handicap. Så det er nemmest for dem, at få os på førtidspension, for så er sagen lukket. Jeg skal nok selv sige til, når jeg får brug for at gå på førtidspension, siger

Hans Peter Larsen, der arbejder fuldtid på et børnehjem. Om han er på førtidspension eller ej, så bør der tages højde for hvert enkelt individ med handicap. Nogle har psykiske handicaps, nogle er blinde, nogle er kørestolsbrugere og nogle har autisme.
– Det her sted er så stille og roligt, at det måske er for folk med autisme, siger han. – Kommunerne kunne godt gøre mere
ud af, at spørge os med handicap, hvad det er, der er brug for i en handicapbolig til den specifikke person med handicap,
siger han.

 Bolig
 Giv mig en inkluderende boligpolitik!
 Det sikrer mig muligheden for at bo, hvor jeg vil, og med
 hvem jeg ønsker.
 Der har tilstrækkeligt med beskyttede boliger, hvis jeg ikke
 kan bo selv.
 Der har en husleje, som jeg har råd til.
 Der giver mig støtte til ombygning i tilfælde af sygdom,
 tilskadekomst eller handicap.
 Der giver mig mulighed for at eje min egen bolig.

Hans-Peter Larsen kræver en hånd fra politikerne til kommunalvalget om muligheden en bolig der er tilpasset ens handicaP. #NIIKGIVEME5 se mere på www.niik.gl/kommunalvalg-2021