Unge fra Norden oplever fælles problematikker i forhold til handicap

Der er stort potentiale for samarbejde mellem unge med handicap fra Norge, Danmark og Grønland. Tre Nordiske handicaporganisationer har netop afsluttet et vellykket seminar for unge med handicap på tværs af nordiske lande. De unge deltagere er nu rejst hjem med en bagage fyldt med ny inspiration og oplæg til deres organisationer om et nordisk samarbejde.

gruppe af mennesker udenfor i snedækket Sisimiut
Fællesbillede af unge fra Norge, Danmark og Grønland som deltog ved ungemødet i Sisimiut november 2021. Foto: Arnajaraq Støvlbæk @arnajaraq.gl

-Der var et meget højt fagligt niveau af præsentationer, som grupperne har arbejdet med i deres kreative aktivistiske workshops eller i de politiske arbejdsgrupper, siger Ingrid Thunem fra den norske organisation Unge Funksjonshemmede efter en uges møde med Unge fra Grønland og Danmark i Sisimiut.

Ingrid Thunem fra Tromsø, deltager på vegne af Unge Funksjonshemmede i Norge

– Alt er gået godt, over alt forventning, lige på nær en forsinket bagage, siger Ingrid Thunem. Hun er overrasket over, hvor mange ting Norge og Grønland egentlig har til fælles. På trods af sprogbarriere, har vi fundet en måde at kommunikere med hinanden på, der har været stor velvilje til at forstå hinanden.

Søndag d. 14. november præsenterede de unge deres budskaber og projekter til Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier Paneeraq Olsen der var med online, borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen der var til stede fysisk, samt en række andre relevante fagpersoner og interesserede borgere.

Støttearrmbånd til KIIP. hvor medlemmer kan vise at de har et handicap med hashtags om at de ikke er alene, lighed til alle. Her overdrager Suusi Ostermann en prototype på armbånd til Borgmester Malik Berthelsen fra Qeqqata Kommunia, der lover at købe et støttearmbånd fra foreningen.
Nicoliinnguaq C tegner brætspillet "sagsbehandler spillet", hvor Rasmus og William laver spørgsmål til spillet
kvinde i rød parka med tape på munden og en skilt der siger " behandl os ordentligt, alle er lige!"
kvinde i rød parka med tape på munden og en skilt der siger " behandl os ordentligt, alle er lige!"

-Det har gjort stort indtryk på mig, hvor meget folk har udviklet sig i løbet af seminaret. Nogle af dem, der var lidt stille i starten, står her helt selvsikre i dag og præsentere foran Naalakkersui-soq og borgmesteren, det er meget imponerende. Jeg har været glad for det trygge rum, vi har skabt sammen, hvor vi har kunne været ærlige og give plads til hinandens forskelligheder, siger William Korte  som deltog fra den danske organisation Sammenslutning af Unge med Handicap (SUMH).

-I SUMH har vi fået en masse inspiration og motivation til hvordan vi kan arbejde videre med rettigheder, så vi kan sikre at alle unge kan leve det ungdomsliv de ønsker, fortsætter William.

William Korte fra SUMH

Jørna Marie Larsen fra Kangerlussuaq og Rikke Sørensen fra SUMH (Sammenslutningen af unge med handicap) i Danmark fremlagde et politisk manifest, om hvordan forholdene er i Grønland og Danmark og med anbefalinger til hvordan de kan forbedres. -Det er meget stort at politikere fra Grønland lytter med, fordi sådan noget sker ikke for os i Danmark eller Norge, når vi har præsenteret problemstillinger, for man skal råbe meget højt for at få ministrene til at lytte, siger Ingrid Thunem sammenstemmende med Marie My Warborg fra SUMH.

Udveksle information

Der blev udvekslet information om danske, norske og grønlandske forhold for unge med handicap. De delte hvordan de oplever at være ung med handicap, deres muligheder i forhold til tilgængelige uddannelser, arbejdsmarkedet, deltagelse i samfundet og fritid og sociale aktiviteter.

-Jeg er overrasket over at strukturerne som står i vejen for at unge med handicap kan deltage i samfundet, langt hen ad vejen er de samme. Det er med til at motiverer til et fællesskab, hvor vi sammen kan kæmpe for at forbedre forholdene i hele Norden, siger Ingrid Thunem. 

-Tilioq har samlet de unges projekter og budskaber, og vi tager dette videre i vores arbejde. Det har været vigtigt for os at samle de unge fra Grønland, fordi det er dem vi hører mindst fra i vores arbejde. Det er også blevet tydeligt at unge fra alle tre lande har fælles problematikker i forhold til at deltage i samfundet og opleve udfordringer med tilgængelighed eller udfordringer med at få den rette hjælp og støtte. Så vi ser et potentiale i et nordisk samarbejde mellem de unge i Norge, Danmark og Grønland, siger fungerende sekretariatsleder i Tilioq Anna Ida Jonsson.

De unge er nu rejst tilbage til deres hjembyer, hvor de grønlandske, de norske og danske deltagere skal drøfte med deres organisationer hvordan et muligt videre samarbejde i norden kan foregå.

Se alle de projekter og budskaber de unge med handicap har skabt, ved at klikke på billedet.  

De unge fremlagde deres projekter og buskaber til grønlandske politikere søndag d. 14. november 2021