Der skal handles nu for at beskytte mennesker med handicap mod overgreb!

04.11.2022

Sagen fra døgntilbuddet Ivaaraq i Qaqortoq rejser alvorlige spørgsmål om myndighedssvigt i beskyttelsen af anbragte mennesker med et handicap. Myndighederne skal tage ansvar for situationen og handle med det samme for at sikre, at der ikke sker svigt igen.  

FN’s Handicapkonvention forpligter Grønland til at beskytte alle mennesker med et handicap mod enhver form for udnyttelse, vold og misbrug. Sagen på Ivaaraq understreger en meget alvorlig forsømmelse af denne forpligtelse. Tilioq og MIO opfordrer myndighederne til at tage ansvar og iværksætte handlinger, der sikrer beskyttelse af mennesker med handicap mod udnyttelse, vold og misbrug. Samtidig bør myndighederne tydeliggøre forældre og pårørendes rettigheder og støttemuligheder i sager, hvor deres pårørende svigtes.

Ivaaraq er et døgntilbud for både børn og voksne med handicap. Kvinder og børn med handicap er - både i og uden for hjemmet - i større risiko for vold, fysisk skade eller overgreb, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse.

-Døgntilbud er hjem for mange mennesker med handicap, og vi har alle brug for at være trygge - ikke mindst i vores eget hjem. Når man er anbragt på et døgntilbud, er det myndighedernes ansvar at sikre denne helt basale tryghed, og en forurettet har krav på ikke at blive svigtet af systemet inden, under og efter et overgreb. Det er sådanne svigt og fejl, som præger den omtalte sag fra Qaqortoq, siger Handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen. 

-Det, som er sket, og som aldrig måtte ske, viser os, at den beskyttelse, som Selvstyrets institutioner skulle garantere, ikke har været til stede for beboerne på Ivaaraq. Der er tale om et meget alvorligt svigt, og de ansvarlige må nu vise, hvad de vil gøre, for, at det ikke sker igen, siger Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.

Tilioq har, siden sagen kom frem, anmodet Socialstyrelsen samt Departementet for Børn, Unge og Familie om en skriftlig redegørelse for, hvilke retningslinier og forebyggende tiltag, der findes for døgntilbud for at sikre, at mennesker med handicap beskyttes mod overgreb og seksuelle ovegreb. Tilioq har endnu ikke modtaget en redegørelse.

-Der er behov for en undersøgelse af forholdene på alle landets døgntilbud. Men der er også behov for handling nu. På Ivaaraq, men også på landets øvrige døgntilbud og botilbud for mennesker med handicap må myndighederne sørge for, at der er opdaterede procedurer til beskyttelse mod seksuelle overgreb, som er implementeret på døgntilbuddet, kendes af alle og løbende opdateres. Dette skal ske samtidig med, at man arbejder på undersøgelser og langsigtede løsninger, udtaler Handicaptalsmanden Anja Hynne Nielsen.

Ethvert overgreb på et menneske med handicap, der er anbragt i et døgntilbud, er en krænkelse af dennes menneskerettigheder. Dermed er det også en tilsidesættelse af Grønlands internationale menneskerettighedsforpligtelser, inklusivt Handicapkonventionen, herunder forpligtelsen til at beskytte mod nedværdigende og ydmygende behandling.  Det er således myndighedernes forpligtelse effektivt at forhindre sådanne overgreb. Myndighederne skal undersøge, hvad der er gået galt, når der sker svigt – og ikke kun i forhold til den kriminalretslige efterforskning. Myndighederne skal også give genoprejsning til den forurettede og effektivt forhindre, at der ikke kan ske svigt igen.

-Hvis en person bliver udsat for overgreb, skal denne sikres tidlig hjælp eller støtte, ligesom myndigheder må sikre, at den forurettede ikke bliver fastholdt i en situation, der kan virke yderligere traumatiserende, som eksempelvis at forblive på den institution, hvor overgrebet muligvis fandt sted, udtaler Anja Hynne Nielsen.

 

Vi forventer derfor, at Selvstyret agerer straks. 

For yderligere informationer eller interview kontakt Handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen på 262871 eller mail: anja@tilioq.gl samt Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge på 531274 eller mail: avi@mio.gl

FAKTABOKS:

FNs Handicapkonvention

Artikel 16: Frihed for udnyttelse, vold og misbrug

  1. Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale, uddannelsesmæssige og andre foranstaltninger til at beskytte personer med handicap mod enhver form for udnyttelse, vold og misbrug, herunder som følge af køn, både i og uden for hjemmet.
  2. Deltagerstaterne skal ligeledes træffe alle passende foranstaltninger til at forebygge enhver form for udnyttelse, vold og misbrug ved bl.a. at sikre passende former for køns- og alderssvarende bistand og støtte til personer med handicap og deres familie og omsorgspersoner, herunder ved tilvejebringelse af information og uddannelse om, hvordan udnyttelse, vold og misbrug kan undgås, opdages og indberettes. Deltagerstaterne skal sikre, at beskyttelsesforanstaltninger er alders-, køns- og handicapsvarende.
  3. Med henblik på at forebygge forekomsten af enhver form for udnyttelse, vold og misbrug skal deltagerstaterne sikre, at uafhængige myndigheder effektivt fører tilsyn med alle tilbud og ordninger, der er beregnet til personer med handicap.
  4. Deltagerstaterne skal træffe alle passende foranstaltninger til at fremme fysisk, kognitiv og psykisk helbredelse, rehabilitering og resocialisering af personer med handicap, der bliver ofre for enhver form for udnyttelse, vold eller misbrug, herunder ved tilvejebringelse af beskyttelsesforanstaltninger. En sådan helbredelse og resocialisering skal finde sted i omgivelser, der fremmer den enkeltes helbred, velfærd, selvrespekt, værdighed og selvbestemmelse og tager hensyn til køns- og aldersbestemte behov.
  5. Deltagerstaterne skal gennemføre effektiv lovgivning og effektive politikker, herunder lovgivning og politikker med fokus på kvinder og børn, for at sikre, at udnyttelse, vold og misbrug rettet mod personer med handicap opdages, efterforskes og, hvor det er hensigtsmæssigt, underkastes retsforfølgning.