Med lov skal land bygges

30.09.2020

Det er nu en uge siden Tilioq udgav rejserapporten til Tilioq Avani – rejserapport Qaanaaq 2020. Rapporten har skabt en del omtale og reaktioner. Borgmester i Avannaata kommunia Palle Jerimiassen har anerkendt problemets omfang, og fremsat hvilke konkrete tiltag han vil iværksætte. Derudover har borgmesteren udtalt, at kommunen ikke magter opgaven alene. En fin bøn om hjælp. Men de øverste politiske ledere er endnu ikke kommet med en reaktion.

Tilioq har i rapporten fremsat 39 forskellige anbefalinger møntet på forskellige myndigheder og aktører i samfundet. Af de 39 anbefalinger er 10 anbefalinger stilet direkte til Naalakkersuisut, Inatsisartut og Styrelsen for forebyggelse og sociale forhold. Vi har præsenteret vores rejserapport og de store problemer, der er i Qaanaaq overfor Inatsisartuts familie- og sundhedsudvalg, og tidligere på året afgav vi en briefing til Naalakkersuisoq for sociale anliggender og justitsområdet. Vi har dog intet hørt om, hvad man konkret vil gøre for at forbedre forholdene for personer med handicap i Qaanaaq.

”Det er vigtigt, at der bliver taget ansvar for forholdene i Qaanaaq på alle politiske niveauer. Vi må aldrig nogensinde vænne os til at ”sådan er det bare”. Handicapområdet er stærkt forsømt, og det mærkes særligt i yderområderne”, udtaler Handicaptalsmanden Christina Jonhsen.

Den 1. januar i år trådte den nye handicaplov i kraft, men loven er endnu ikke fuldt implementert. Personer med handicap har eksempelvis ret til en bisidder. Lige nu er det kun i Qeqqata Kommunia, at denne støtte kan tilbydes. Vi ved at det har taget ualmindeligt langt tid for børnene at få en børnebisidder også kaldet Najorti, og der er stadig byer i Grønland, der ikke kan tilbyde en Najorti til trods for, at der nu er 3 år siden Børnestøtteloven trådte i kraft. Samme scenarie vil vi ikke se på handicapområdet.

Vi har en lov. Den skal følges af alle.

Handicaptalsmanden kan kontaktes på mail: cjo@tilioq.gl eller +299 55 19 50