Tilioq og MIO: Ombudsmandens kritik af sagsbehandlingstid bør sætte fokus på det offentliges svigt af børn med handicap

Lange sagsbehandlingstider resulterer i, at børn med handicap ikke i tide får den hjælp, de har behov for. Det har ofte store konsekvenser for både barnet og de pårørende. I de værste tilfælde kan det betyde forværring af funktionsnedsættelsen, afhængighed af pårørende eller isolation.

Flere oplever, at de kommer i klemme mellem de forskellige myndigheder og systemer, som ikke taler sammen. En sag, der ender i klemme mellem systemerne, kan tage meget lang tid, da de forskellige systemer ikke altid er enige om, hvem der skal afholde udgifterne. I sådanne spørgsmål ender borgeren uden hjælp, da der ikke er en koordineret indsats for at sikre, at den anden myndighed tager over. Vi hører gentagne gange om, at sagsbehandling kan tage måneder eller år.

Tilioq har tidligere anbefalet kommunerne at fastsætte klare og offentligt tilgængelige tidsfrister for svar på ansøgninger om støtte til personer med handicap, og ikke mindst at kommunerne fastsætter klare procedurer for kvalitetssikring af sagsbehandling. Tilioq har anbefalet, at kommunerne sikrer en koordineret og helhedsorienteret indsats for børn med handicap, samt at Naalakkersuisut laver en vejledning til kommunerne om procedurer, der sikrer en helhedsorienteret og koordineret indsats til børn med handicap. Tilioq og MIO er bevidste om, at der er fastsat tidsfrister i den nye lovgivning for støtte til personer med handicap, og denne anbefaling går på at sikre, at disse bliver efterlevet i kommunerne. Men fortsat ser vi dette tilbagevendende og alvorlige problem.

Konsekvensen er at børn ikke får hjælp i tide

Børn med handicap er en særligt udsat gruppe i vores samfund, og det er vigtigt at sikre deres rettigheder. Som samfund har vi en forpligtelse til at sikre, at børn med handicap modtager den rette hjælp i rette tid, så tidligt som muligt – det er afgørende for deres udvikling, deres muligheder i livet.

Forkerte og forsinkede afgørelser i sager om børn med handicap har ofte alvorlige konsekvenser for den enkelte og dennes familie, og det er en krænkelse af deres rettigheder i henhold til Børnekonventionen og handicapkonventionen– og i øvrigt i strid med alle de principper, der normalt gælder for udsatte børn i Grønland.

Det burde derfor være åbenlyst, at det er et alvorligt og strukturelt problem, at kommunerne ikke formår at træffe lovlige og rettidige afgørelser, ikke mindst, når det er børns retssikkerhed, der er på spil.

Det burde være åbenlyst, at det er et alvorligt problem, at kommunerne ikke formår at træffe lovlige afgørelser. Det er retssikkerhedsmæssigt uacceptabelt at børn med særlige behov systematisk udsættes for et dette svigt og Ombudsmandens skarpe kritik bør føre til handling.